Sådan smadrede Lizz Truss den britiske økonomi – et dybt dyk

Af:
op okt 21, 2022
Listen to this article
  • Lizz Truss' er trådt tilbage og hendes kaotiske 44 dages periode som Storbritanniens premierminister er slut.
  • Pundet er styrtdykket, obligationsmarkedet er i opløsning, og energikrisen raser videre.
  • Truss er væk, men den skade hun har gjort på den britiske økonomi vil rase videre, skriver Dan Ashmore.

Jeg ankom til Storbritannien for et par uger siden. Sikke en måned at sætte fod på britisk jord, ikke?

De første dage lå dronning Elizabeth i hvile i Westminster, hvor tusindvis af mennesker stod i kø for at for at sige deres sidste farvel. Ventetiden var til tider på mere end 24 timer. Jeg så en person bede om lægehjælp – dehydreret og sulten; træt.

Er du på udkig efter hurtige nyheder, gode tips og markedsanalyser? Tilmeld dig Invezz' nyhedsbrev i dag.

To dage før hendes død udnævnte dronningen en anden Elizabeth til premierminister i Storbritannien som en af sine sidste handlinger. Elizabeth Truss – mere kendt som Liz – havde været udenrigsminister under Boris Johnson. Nu havde hun det vigtigste job i landet.

Boris Johnson havde trukket sig tidligere på sommeren, men blev efterfølgende siddende som premierminister i yderligere to måneder, mens man besluttede sig for en ny leder for det konservative partiet. Truss endte med at blive denne leder.

I modsætning til nogle af de andre lande, som jeg har spenderet tid i i år – Colombia, El Salvador, Ecuador, for blot at nævne nogle få – så valgte den britiske offentlighed ikke deres leder. Ok, det er måske ikke helt sandt. En lille del af offentligheden valgte hende faktisk; faktisk blev Truss valgt af 0,26% af offentligheden – en gruppe bestående af medlemmer af det konservative parti.

Jeg forsøgte at finde frem til demografiske oplysninger om denne gruppe, men det var vanskeligt at finde frem til dem. Det bedste, jeg kunne finde var dette citat fra Tim Bale, der er professor i politik ved Queen Mary University, som fortalte Financial Times, at “ældre, velhavende, hvide borgere fra Sydengland måske er en lille smule karikeret, men dog ikke så langt fra sandheden”.

Dette var forvirrende for mig. Jeg har tilbragt størstedelen af året i Colombia, et land, der under mit ophold gik til stemmeurnerne for at vælge deres nye leder. For mig føltes dette helt normalt. Jeg går dog stadig ud fra, at Colombia er et lidt besynderligt land – de kan trods alt lide empanadas, reggaeton musik og tilsyneladende også demokrati.

Men lad os nu vende tilbage til økonomien. Dette er Lizz Truss’ besynderlige og vidunderlige 44 dages regeringstid – der har ændret den britiske økonomis kurs i umådelig grad – og hvorfor pundet langt fra er ude af skoven endnu.

Mini-budgettet

Lad os sætte scenen. Vi befinder os et par uger inde i Truss’ regeringstid, og den britiske økonomi knirker i sømmene.

Den britiske betalingsbalance (en log over eksport minus import) befinder sig på rekordhøje niveauer. Energikrisen er i fuldt flow, mens Rusland fortsætter sin krig i Ukraine. Storbritannien, der er afhængig af landets energiimport, har det som følge heraf vanskeligt. Der advares om strømafbrydelser på kolde aftener i løbet af den kommende vinter.

Pundet er blevet gennembanket hele året. Inflationen har ramt et tocifret tal, der har set investorerne flygte i retning af den amerikanske dollar. Som det plejer at ske under recessioner og perioder med usikkerhed, så spænder dollaren sine muskler som verdens førende sikre investering (jeg har for nylig sammensat et casestudie om, hvorfor vi lever i en dollariseret verden her ).

Og ikke kun det, men de højere renter fra Federal Reserve betyder, at investorerne strømmer til i Storbritannien for at drage fordel af det højere udbytte, der lige nu tilbydes.

Og så kommer Truss ud og annoncerer en budgetnedskæring. Og gæt hvad? Pundet styrtdykker.

https://app.flourish.studio/visualisation/11287585/edit

For at citere hver eneste stil, som jeg skrev tilbage i mine gymnasiedage, så opstår der pandemonium. Analytikerne efterlyser dollar/pund-paritet, noget som jeg analyserede, mens det skete – med Bloombergs options prismodel, der giver en chance på 26% for paritet mellem dollaren og pundet indenfor seks måneder. Wtf. 

Og så kommer pensionsbekymringerne oveni. Frasalget på obligationsmarkedet er så alvorligt, at de pensioner, der matcher deres forpligtelser med statsobligationer, er tvunget til at foretage margin opkald på disse obligationer, fordi deres værdi er faldet så meget.

For at foretage disse margin opkald skal de selvfølgelig sælge de samme aktiver for at rejse kontanter – hvilket fører til flere margin opkald, mere frasalg og dermed selve definitionen på en dødsspiral.

Knap et minut inde i Truss’ regeringstid er Google-søgningerne på sætningen “er min pension sikker” steget til det højeste niveau siden den store finanskrise (når man ser sætningen “siden den store finanskrise”, så ved man, at det ikke er et godt tidspunkt lige nu).

<div class=”flourish-embed flourish-chart” data-src=”visualisation/11534813″><script src=”https://public.flourish.studio/resources/embed.js”></script></ div>

Den engelske centralbank trådte til for at rydde op i rodet og optræde som en nødløsning ved at købe obligationerne. En fed regning på £838 milliarder var slutresultatet, og BoE har siden annonceret en udsættelse af salget af disse, indtil markedsuroen er faldet til ro.

Som jeg skrev om, da alt dette skete, så er det vanskeligt at forstå Truss og hendes kumpaners bevæggrunde – og det hele virker bare…forvirrende. I et klima med høj inflation, hvor den indenlandske valuta bliver smadret og stemningen falder, så burde en aggressiv og ufinansieret budgetplan det sidste , som man ville ønske at annoncere.

Det er i bund og grund et deterministisk forhold. Hvis man sænker skatterne i dette klima, så vil obligationerne og valutaen sælge ud. Og alligevel blev dette på en eller anden måde ikke forudset af Truss og hendes regering. Et plus et er lig med to – ligesom ufinansierede skattelettelser i et klima med høj inflation og en svag valuta vil få tilliden til økonomien og valutaen til at falde yderligere.

Obligationer og pundet nedsmelter

Måske var Truss overbevist om, at Storbritannien var en tilstrækkeligt stor økonomi, der nu står alene i denne post-Brexit æra, at den kunne tage kampen op mod dollaren og fortælle verden, at den var kaptajn på eget skib. Dette er indtil videre min eneste teori. Alligevel viste det sig at være fantasitænkning, som markedet klart og tydeligt viste os.

Der findes ikke noget større symbol på tabet af tillid til en økonomi end et styrtdykkende indenlandsk valuta og et knirkende obligationsmarked. Det er skræmmende for den britiske økonomi at opleve et så voldsomt frasalg af både obligationer og pundet – og så endda samtidigt. Dette er også stort set også uden fortilfælde – en vending, som jeg efterhånden er ved at være temmelig træt af at skrive.

Vil pundet komme sig?

Pensionerne har altid været – og kommer igen til at blive – i orden. Der var tale om en likviditetskrise, og BoE var derfor forpligtet til at træde ind og bakke tingene op. Men det betyder dog ikke, at der ikke er nogen permanent skade her.

Obligationerne er stadig et problem. For hvad vil der egentlig ske, når BoE endelig frigiver denne krigskiste på £838 milliarder på markedet? Er der tilstrækkeligt med likviditet til at absorbere denne sum?

Med hensyn til pundet, så steg det igen efter Truss indså, hvor alvorlig en fejl hun havde begået. Hun gjorde hendes kansler til syndebuk – efter at have forsikret offentligheden om, at han ikke ville forlade sin post – og trak efterfølgende alle ændringerne tilbage. Så sagde hun op (hvilket hun også havde forsikret nationen om, at hun ikke ville. Men hey, lad os hellere holde det til økonomi).

Pundet ligger nu på $1,12, hvilket markerer et fald på 18% på årsbasis mod den mægtige dollar. Så hvad nu?

Dette er problemet. Lizz har muligvis nok forladt hendes post, men hun har stadig efterladt os alt hendes rod. Og her har troværdigheden lidt den største skade. Storbritannien har fået en knytnæve lige i fjæset af hende, og det bliver nu utroligt vanskeligt for landet at rejse sig op igen.

Enhver, der følger med i mit arbejde, ved hvor stor en fan jeg er af det nedenstående diagram. Ved at indtegne dollaren historisk mod de forskellige recessioner (ved at bruge de to negative kvartaler = en recessionsdefinition), så kan man se, hvor meget dollaren styrkes, når verden vakler. Bær over med mig her, for dette er relevant med hensyn til alt dette.

Som jeg nævnte tidligere, så strømmer investorerne i retning af sikre aktiver i perioder med usikkerhed. Korrelationerne går til 1 i en krise – der frasælges af alt og alting. Og hvor går de hen? Til de sikreste aktiver i verden. Og der er ikke noget mere sikkert end den sagnomspundne dollar.

Troværdighed

Der er tale om en troværdighedsting. Penge er en samfundskonstruktion. De har ingen egenværdi – de er blot et stykke papir med en mærkelig bygning på, eller en eller anden gammel politiker. Eller et snavset stykke kobber, som vi har valgt at kalde for en mønt. I dag er de endda oftest blot et nummer på en skærm.

Og det er det, der gør penge så fascinerende. Vi tildeler dem en værdi, en kollektiv overenskomst, som de efterfølgende er værd, hvilket giver os mulighed for at købe mælk, brød, jord og lillebror ost. Derfor er de kun så værdifulde, som vi nu beslutter os for at de skal være. De fungerer ikke som guld eller et parcelhus, der i stedet bærer virkelig værdi; nemlig som materielle aktiver.

Det er her at den amerikanske dollar har udmærket sig. Lige siden Bretton Woods-konferencen under Anden Verdenskrig har USA styret verden – og verden har handlet i amerikanske dollars. Dollaren er den globale reservevaluta; vi betaler for vores energi i dollars; udviklingslandene er tvunget til at låne i dollars; alle i hele verden kender den amerikanske dollars værdi.

Men hvad med de andre valutaer? Stigningen hos den kinesiske yuan har været forudsagt i et stykke tid, men det er dog ikke rigtig sket. Yenen har bevæget sig op og ned, og har for nylig ramt et rekordlavt niveau på baggrund af en valutapolitik, der har været mere aggressiv end Raphael Varanes tackling af Callum Wilson sidste weekend (beslutninger på Old Trafford…).

Det var meningen, at euroen skulle tage kampen op mod USA – Den Europæiske Union gik sammen for at lancere en fælles monetær union. Problemet var dog, at man ikke forstod, hvor vanskeligt det rent faktisk at have en fælles monetær union, men forskellige finanspolitikker.

Mens tyskerne er desperate efter at hæve renterne og afskaffe inflationen, så har italienerne en fed gældsregning, der er sårbar overfor en styg recession, hvis renterne hæves, og rentebetalingerne stiger for meget. Selvfølgelig var det hele nærmest ved at implodere under eurozonekrisen, og nu er én dollar officielt mere værd end én euro.

Så dollaren har været dominerende. Og så længe den overlever, så trives den. Billedet er selvforstærkende på grund af alt det, som jeg nævnte ovenfor – penge tildeles værdi af os som mennesker; de har ikke nogen værdi i sig selv.

Dette fører os til det største hammerslag – troværdighedsslaget mod pundet. Hvem holder på pundet nu, hvor Det Forenede Kongerige tumler sig i retning af endnu en ny leder, hvor budgettet er blevet omvendt, hvor banken køber obligationer som om verden gik under i morgen, og hvor National Grid spår om strømafbrydelser denne vinter midt i energikrisen?

USA styrer verden

Mit overordnede tese har dog ikke ændret sig. Økonomien er i en absolut forfærdelig tilstand. De sidste par års pengeudskrivnings bonanza har sluppet et inflationært bæst løs, der er sulten og skal fodres.

Vi vidste, at denne dag ville komme – og nu er den her. Det er nu på tide at betale prisen. Hold derfor øje med rentestigninger, styrtdykkende aktiemarkeder, likviditet, der suges ud af systemet og en verden fyldt med smerte. Dette var den forudsigelige del – hvilket er noget som fremgik tydeligt, hvis man da stirrer på nedenstående diagram (endnu en af mine favoritter!):

Det, der til gengæld ikke var forudsigeligt, var krigen i Ukraine. Den har påvirket energimarkedet markant, hvilket har skadet de energiimporterende lande – hvoraf Storbritannien er et af disse – hårdt. Og nu hvor dollaren allerede er styrket på grund af den recession, der blev udløst af de førnævnte variabler, så har de stigende energipriser gjort det hele meget værre.

Men Lizz Truss tiltrådte for 44 dage siden. Alt dette skete foregik lige foran næsen på hende, men på en eller anden måde opdagede hun det ikke. Og selv om hendes tid som premierminister ikke var andet end en gæsteoptræden, så vil effekterne dog være permanente.

Dette skyldes, at hun har skadet den britiske økonomi og pundets troværdighed på det internationale marked. Og dette er en handling, der ikke vil kunne fortrydes i rigtig lang tid. Storbritannien er ikke stærk nok til at tage kampen op mod USA. Landet er ikke stærkt nok til ufinansierede skattelettelser. Dette er privilegier, som landet simpelthen ikke har optjent.

Dog greb Truss ud efter dem med næb og kløer. Og investorerne straffede hende for det. Først i form af et kollapsende pund og derefter en nedsmeltning af obligationsmarkedet. På det værst tænkelige tidspunkt – mens Det Forenede Kongerige forsøger at etablere sig som en stærk tier 1-økonomi, der er i stand til at udmærke sig, nu hvor landet har forladt EU og er frit stillet til at få luft under vingerne.

Derfor er jeg nervøs for pundet og den britiske økonomi som helhed. Jeg ser ingen måde, hvorpå pundet vil kunne vende tilbage til dets tidligere niveauer (pundet åbnede året ved $1,35!). Tingene ser ikke gode ud for Storbritannien som helhed, nu hvor temperaturen falder, og vinteren nærmer sig.

Tingene så dårlige ud før Truss’ kaotiske 44-dages periode. Nu ser de værre ud.

Lizz Truss er måske et overstået kapital, men hendes arv hænger ved i en desperat vaklende økonomi. Gør jer derfor klar til en hård vinter i Storbritannien.

Invester i kryptovaluta, aktier, ETF'er og meget mere på få minutter med vores anbefalede mægler, eToro

10/10
67% of retail CFD accounts lose money