BRICS 2024: kan den ekspanderende blok virkelig udfordre vestlig dominans?

Mens verden ser de seneste skift i globale alliancer, skiller BRICS-topmødet i 2024 i Kazan, Rusland sig ud.

Det er ikke bare endnu en forsamling af diplomater og verdensledere – det er et udstillingsvindue for den voksende frustration over et vestligt domineret system, som mange lande føler ikke længere tjener deres interesser.

Med nye medlemmer som Iran, Egypten, Etiopien og UAE repræsenterer BRICS nu næsten halvdelen af verdens befolkning.

For den russiske præsident, Vladimir Putin, var topmødet en mulighed for at demonstrere, at Rusland på trods af sanktioner og geopolitiske spændinger fortsat er forbundet med vigtige globale aktører.

I mellemtiden er det for andre BRICS-medlemmer en chance for at udforske alternativer til det vestligt dominerede økonomiske system og styrke deres egne positioner på den globale scene.

BRICS's voksende medlemstal og ambitioner afslører et ønske om forandring, selv om vejen til at opnå det forbliver usikker.

Hvorfor BRICS-topmødet i 2024 betyder noget

BRICS blev dannet i 2009 og forenede oprindeligt Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika som en koalition af vækstøkonomier med det formål at udfordre indflydelsen fra vestligt ledede institutioner som IMF og Verdensbanken.

Topmødet i 2024 er det første siden BRICS udvidede til at omfatte yderligere fem lande, hvor mere end 30 nationer angiveligt har udtrykt interesse for at deltage.

Mødet, der blev afholdt i byen Kazan, samlede ledere og repræsentanter fra 36 lande - et klart signal om, at Rusland forbliver forbundet på den globale scene trods vestlige sanktioner og økonomisk isolation.

For Rusland var vært for topmødet en chance for at imødegå fortællingen om isolation efter landets 2022-invasion af Ukraine.

Præsident Vladimir Putin benyttede lejligheden til at understrege BRICS' rolle i at skabe en "ny verdensorden", der udfordrer vestligt hegemoni.

Han kritiserede Vestens "perverse metoder", herunder sanktioner og økonomisk tvang, som han hævder har forværret globale konflikter.

I denne sammenhæng udgjorde topmødet en platform for Rusland til at vise, at det stadig har nøgleallierede, selvom det fortsat er afskåret fra mange vestlige fora som G20.

Mens BRICS-blokken tegner sig for omkring 35 % af den globale økonomiske produktion, er dens evne til at fungere som en sammenhængende modvægt stadig i tvivl.

Kazan-erklæringen, et dokument på 134 punkter, der opsummerer topmødets resultater, behandlede mange spørgsmål, men nævnte kun Ukraine-krigen én gang – og opfordrede til overholdelse af FN's principper i stedet for at gentage Ruslands perspektiv.

Denne neutralitet fremhæver en central begrænsning: Gruppens interne opdelinger forhindrer en samlet holdning til en af vor tids mest betydningsfulde geopolitiske konflikter.

Kan BRICS virkelig slippe fri fra dollaren?

Et centralt tema for Kazan-topmødet var presset på økonomisk uafhængighed fra vestligt dominerede systemer som den amerikanske dollar og SWIFT-betalingsnetværket.

Siden Rusland blev afskåret fra SWIFT i 2022, har Rusland været ivrig efter at udvikle alternativer, der kunne gøre det muligt for landet at handle med sine partnere og samtidig omgå vestlige sanktioner.

Men trods retorikken har BRICS endnu ikke tilbudt en klar plan om at erstatte dollaren i den globale handel.

Mens Kina har promoveret brugen af lokale valutaer til bilateral handel, og Rusland har gået ind for ideen om et BRICS-specifikt betalingssystem, er vejen frem fortsat usikker.

Eksperter som Mario Holzner fra Wiens Institut for Internationale Økonomiske Studier bemærker, at sådanne systemer sandsynligvis vil fungere på et lavt niveau og mangler at være spilskiftere.

Afhængigheden af dollaren er fortsat betydelig, med 59 % af de globale valutareserver stadig i dollaraktiver, selvom dette er et fald fra 70 % i 1999.

Det rejser spørgsmål om, hvor realistiske BRICS' ambitioner er. Brasiliens præsident Luiz Inácio Lula da Silva foreslog en fælles BRICS-valuta sidste år, men skepsisen er fortsat høj.

Indiens udenrigsminister S. Jaishankar har åbenlyst tvivlet på gennemførligheden af en sådan valuta.

I stedet synes gruppen mere fokuseret på at bruge nationale valutaer til at reducere eksponeringen over for dollarudsving - en strategi, der kan tilbyde kortsigtede gevinster, men som mangler den transformative kraft, der er nødvendig for at detronisere dollaren som den globale reservevaluta.

En diplomatisk sejr eller en forpasset chance?

På trods af disse udfordringer var Kazan-topmødet ikke uden sine diplomatiske succeser.

Tilstedeværelsen af den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan, hvis land er NATO-medlem, fremhævede BRICS' voksende tiltrækningskraft ud over dets traditionelle sfære.

I mellemtiden deltog FN's generalsekretær Antonio Guterres i topmødet og holdt drøftelser med Putin på trods af kritik fra Ukraine.

Denne form for deltagelse antyder, at BRICS er ved at blive en vigtig platform for international dialog, der tilbyder lande en måde at afdække deres indsatser i en stadig mere multipolar verden.

Alligevel afslørede topmødet også interne modsætninger. Mens Rusland og Kina søger at skubbe en mere åbenlyst anti-vestlig dagsorden, er medlemmer som Indien, Brasilien og Sydafrika mindre konfronterende.

Disse lande har bevaret stærke bånd til USA og Europa, selv når de udforsker økonomisk samarbejde med Rusland og Kina.

For eksempel har Indien fortsat med at købe russisk olie til nedsat pris og nydt godt af lavere priser, samtidig med at man undgår åbenlys tilpasning til Moskvas krigsfortælling.

Denne spænding inden for BRICS komplicerer bestræbelserne på at præsentere en samlet front.

Som Mo Ibrahim, en sudanesisk-britisk forretningsmand, bemærkede under topmødet, ser mange lande BRICS som en måde at få en stemme i globale anliggender, der traditionelt er domineret af institutioner efter Anden Verdenskrig som IMF og Verdensbanken.

Manglen på konsensus om nøglespørgsmål, såsom krigen i Ukraine, understreger imidlertid vanskelighederne ved at udforme en sammenhængende strategi.

Mere bark end bid?

BRICS-topmødet i 2024 kan være en diplomatisk triumf med hensyn til deltagelse, men dets sande virkning forbliver et spørgsmål om substans frem for stil.

På overfladen er alliancen en afspejling af et globalt skift - lande, der engang skulle tilslutte sig enten Washington eller Beijing, ser nu en mulighed for at gå deres egen vej.

Tiltrækningen ved BRICS ligger i dets løfte om en verden, hvor vækstøkonomier kan øve større indflydelse på globale normer og regler.

Alligevel, under overskrifterne, afslører BRICS' interne opdelinger og vage planer en klub, der er mere håbefuld end revolutionær.

Topmødet i Kazan fremhævede ambitioner, men manglede de strukturelle reformer, der var nødvendige for at omforme den globale finans på en meningsfuld måde.

Selv de meget omdiskuterede alternativer til dollaren forbliver mere snak end handling.

Selvom blokkens ekspansion er imponerende, betyder det også, at man håndterer en bredere vifte af interesser, hvilket kan bremse fremskridtet hen imod reel økonomisk integration.

For Rusland var Kazan-topmødet en chance for at vise, at det ikke er isoleret, men det betyder ikke, at landet vinder.

De samme sanktioner, der fik BRICS til at virke mere tiltalende for potentielle nye medlemmer, understreger også selve de begrænsninger, som Moskva står over for.

Topmødets symbolske succes skjuler en dybere sandhed: at selv når BRICS får flere medlemmer, forbliver det et forum, hvor klager med Vesten bliver delt mere, end de bliver behandlet med konkrete løsninger.

Den nederste linje er, at mens BRICS er en voksende kraft, er det endnu ikke en game-changer.

Dens udvidelse taler til ønsket om alternativer, men værktøjerne til at opbygge en ny verdensorden mangler stadig.

For nu er blokken en nyttig trykventil for lande, der er på vagt over for vestlig indflydelse - men ikke en erstatning for den.

Den sande test for BRICS vil være, om den kan omsætte sit brede medlemstal og høje retorik til et reelt alternativ, der ændrer den globale magtbalance. Indtil da forbliver det en spiller at se, men endnu ikke den sværvægter, den sigter efter at være.