Manchester United kurs: Fodboldklubber bør ikke drives som firmaer

Af:
op sep 16, 2022
Opdateret: sep 26, 2022
  • Glazer familiens ejerskab af Manchester United har været kontroversielt siden overtagelsen i 2005.
  • Vores analytiker udarbejder en rapport om Manchester United: aktiekurs, gæld, udbytte og meget mere.
  • Problemets kerne er trist: det faktum, at fodboldklubber ikke skal drives som forretninger, skriver Ashmore.

Dette er det første i en række artikler, som jeg vil skrive om fodboldklubbernes økonomi. I dag vurderer jeg Manchester United i en dybdegående rapport. Verdens største fodboldklub er 90% privatejet, mens de resterende 10% handles på New York Stock Exchange.

Jeg har aldrig kunne lide Manchester United.

Er du på udkig efter hurtige nyheder, gode tips og markedsanalyser? Tilmeld dig Invezz' nyhedsbrev i dag.

Dette er nok ganske naturligt. Da jeg voksede op, så støttede næsten alle mine venner enten Man Utd og Liverpool. Og de vandt altid. I årevis vandt de, og de vandt og så vandt de igen.

Selvom antallet af tilhængere hos Man Utd er dog blevet en smule mindre, nu hvor de ledes af Harry Maguire i stedet for Roy Keane, så er min foragt for klubben fortsat lige så stærk som altid – alt samme affødt af min jalousi, selvforagt og evige skuffelse over min egen fodboldklub (Newcastle).

Så nu hvor mit forbehold om min potentielt voldsomme skævhed er ude af vejen, så lad mig (objektivt og slet ikke subjektivt) vurdere Manchester Uniteds ejerskabsmodel, klubbens aktiekurs, hvordan dens aktie har klaret sig i år, og hvor meget af denne beskidte fortælling opsummerer, hvad der er galt med moderne fodbold.

Hvem ejer Manchester United?

Det gør Brentford FC.

Ok, i bogstavelig forstand… egentlig ikke. Manchester United var privatejet i næsten 100 år før det blev børsnoteret i 1991 (og netop fordi jeg er stolt Newcastle United fan, så vil jeg nægte at undlade at give efter for min diskriminerende vane om at omtale Man Utd som “United” i denne artikel).

Man United blev derefter børshandlet i 14 år indtil Malcolm Glazer i 2005 gennemførte en overtagelse af klubben for £800 millioner ($1,4 milliarder på daværende tidspunkt). Derefter var Man Utd igen et privat selskab.

Glazer var fra New York, og var ban af litauiske forældre. Han var blot en teenager, da hans far døde og efterlod hans mor til at tage sig af ham og hans seks søskende. Han solgte ure fra dør-til-dør for at forsørge familien, og til sidst forvandlede han denne tidlige arbejdsmoral til en succesfuld ur reparations virksomhed før han bevægede sige ind i fast ejendom. En charmerende historie, men denne lille fyr er skurken i denne artikel, så bliv endelig ikke alt for tilknyttet.

Glazer voksede sit imperium og blev i processen enormt velhavende. Han gjorde sit første indtog indenfor professionel sport i 1995, da han købte Tampa Bay Buccaneers fra NFL for $195 millioner. I dag vurderer Forbes, at franchisen har en værdi på $3,68 milliarder (dette svarer til 19X af hans investering). De ledes i øjeblikket af en af de bedste spillere, der nogensinde har spillet spillet, nemlig quarterbacken Tom Brady – hvis seneste besøg i Manchester var for blot et par måneder siden.

Malcolm Glazer døde i 2014 efter at have været ved dårligt helbred i mange år, hvorefter han delte sin andel på 90% i Man United ligeligt mellem sine seks børn (mere om hvordan hans andel blev udvandet til 90% følger).

Hvorfor er Glazer familien så upopulære?

Selvom Glazer familien er mere populær i USA , hvor Buccaneers vandt SuperBowl i 2003 og igen sidste år, så har deres regeringstid været mere kontroversiel i Manchester.

Men hvorfor?

Dette skyldes den måde, som afdøde Malcolm Glazer købte klubben på. Han købte sine første aktier i klubben i 2003 inden han gennemførte overtagelsen i 2005 for i alt £800 milliarder. Han overtog ejerskabet via et gearet opkøb, hvilket er en meget almindelig metode indenfor børsverdenen, men alligevel en strategi, der deler vandene indenfor sportsverdenen.

Dette betyder, at han optog et stort lån for at gennemføre købet; et lån, der var sikret af klubbens formue. Man United – tidligere uden gæld – havde nu £660 millioner i gæld. Denne gæld blev delt mellem klubben og et holdingselskab, der blev brugt til at gennemføre købet.

Det er dog afgørende her, at Man United var ansvarlig for at tilbagebetale renterne. Og det er netop denne rente – såvel som klubbens gæld – der har givet næring til al vreden mod Glazer familien.

Inden vi kommer til renten (og udbyttet – det er nemlig der, det bliver rigtig sjovt), så er det vigtigt at nævne det sidste twist i ejerskabsfortællingen. Glazer familien genfinansierede nu gælden via en halv milliard obligationer, såvel som at have 10% af klubben flydende på New York Stock Exchange i 2012. Og siden 2012 har vi den ekstra fordel at være i stand til at spore aktiekursen hos fodboldklubben. Sjovt!

Klubbens nettogæld var steget så meget som til £773 millioner i 2010, men Glazer familien nedbragte en stor del af denne gæld efter en obligationsudstedelse på en halv milliard. Efter børsnoteringen faldt gælden yderligere – tæt på £200 mio. Men i løbet af de sidste par år, mens de forskellige klubber verden over har kæmpet med følgeeffekterne af COVID, der har smadret omsætningen på spilledage, det reducerede antal tv-udsendelser og andre effekter, så er gælden nu tilbage på £592 millioner.

Renter og udbytte

Det er her, tingene bliver mere grimme end en Granit Xhaka på to meter.

Man United har betalt £743 millioner i renter siden Malcolm Glazers gearede opkøb i 2005 – et faktum, som klubbens fans er forargede over, da gælden i øjeblikket er på £592 millioner, hvilket blot er marginalt lavere end de £660 millioner på tidspunktet for overtagelsen.

I sammenligning med de andre klubber i Premier League, så ligger Man Uniteds gæld kun bag Chelsea (£1,5 milliarder) og Tottenham (£854 millioner). Tottenhams gæld stammer dog fra at finansiere deres flotte nye stadion – et stadion jeg besøgte sidste år, hvor jeg blev chokeret over at se dem hælde pints, der fyldes fra bunden af glasset via en eller anden slags revolutionær magnetisk enhed (dette var i det mindste bedre end fodbolden med en trist 1-0 sejr, der fik mig til at være på udkig efter Steve Bruce’s ikke-så-fritflydende fodbold).

Samtidigt blev Chelseas lån på £1,5 milliarder ydet rentefrit – et tvivlsomt forretningstræk – men som dog fremhæver den voksende spænding mellem fodboldfansenes passion og den virkelighed, at dette også er en meget virkelig forretning.

Så gælden, selvom den ikke er overjordisk på nogen måde i sammenligning med Manchester Uniteds størrelse, så anslår Forbes den til at være på lidt over $4,5 milliarder. Og selv i betragtning af at Chelsea for nylig blev solgt for $5,25 milliarder, så tror jeg at Forbes-banden bliver nødt til at tjekke deres tal igen. Uanset hvad, så er gældsbalancen ikke væsentlig, hvis man kigger på omsætningen og balancen.

Men klubben er stadig gæld. I Glazer familiens modstanderes øjne, så bør rentebetalingerne på gælden anvendes til at kanalisere penge ind i klubbens infrastruktur, såsom dens stadion, akademi og magnetiske pints i stedet for at tage “Man Uniteds penge” ud af klubben. En fair pointe.

Men når man ser på klubbens kapitaludgifter, som er den bedste måde at måle denne investering på, så ligger Man United i løbet af de sidste årti kun bag Tottenham, Man City, Liverpool og Leicester – og lander således på en meget respektabel 5. plads. Jeg plottede dette grafisk nedenfor (bemærk, at jeg udelukkede Tottenham af skalaformål på grund af klubbens forbrug på $1,4 milliarder).

Sidebemærkning: til de fans der klager over, at Old Trafford er ved at falde fra hinanden, må jeg så foreslå at du aflægger St James’ Park et besøg. Der var ikke engang råd til et lag maling i Newcastles budget, der kun har spenderet sølle $7 millioner i løbet af det sidste årti. Dette er virkelig imponerende, hr. Mike Ashley. Men tilbage til pointen.

Af endnu mere substans er kritikken af udbyttet. Glazer familien er de eneste ejere i Premier League, der kan melde om et udbytte. De har udbetalt £133 millioner i udbytte i løbet af det sidste årti. I juni blev der foretaget en udbetaling på £11 millioner i udbytte, hvoraf størstedelen endte i Glazer familiens pengepung.

Fodbold er en forretning

Kernen i dette spørgsmål er ret simpelt.

Fodbold er et kulturelt fænomen. Spillet er så sammenflettet i det britiske liv – ja, i hele verdens liv. Jeg voksede op i Irland, men brugte alligevel så meget af min barndom på at sidde på sofaen og se Newcastle fodboldkampe eller Leeds og Arsenal fodboldkampe – min far har den uheldige vanære at støtte et hold, der har haft endnu mindre succes end Newcastle i løbet af de sidste par årtier. , mens min bror er Arsenal-fan (de seneste 25 år har været lange).

Jeg har i årenes løb rejst til mange fodboldkampe i St James’ Park. Jeg har sluttet mig til Toon Army i Manchester, London og andre steder, og en dag håber jeg at rejse til Europa for at se dem spille i Champions League.

Denne oplevelse er selvfølgelig ikke eksklusiv for Newcastle. I forbindelse med at skrive denne artikel, så sendte jeg min ven Conor – en mere passioneret Man Utd-fan findes ikke – en besked for at spørge om hans mening om Glazer familien. Tilbage kom en 13-minutters talebesked fyldt med hjertesorg, vrede og en sans for fortidens glorværdighed.

Fodbold er en vigtig del af mange menneskers liv. Spillet bringer mennesker sammen. Jeg holder kontakten med venner på grund af fodbolden, besøger mine bedsteforældre for at se fodbold og sludrer ved kaffemaskinen om spillet. Det samme gælder for millioner af andre mennesker over hele kloden.

Men fodbold er desværre også en forretning – og det er netop problemet her.

Den gearede opkøbsmodel er en standardovertagelse, der ses gang på gang på de finansielle markeder. Og fra et forretningsmæssigt perspektiv, hvorfor ville Glazer familien ikke ønske at udvinde værdi fra klubben i form af udbytte – for både dem selv og deres aktionærer?

Og ser man på det gennemsnitlige tilskuertal nedenfor, så er Old Trafford altid 99% fyldt – bortset fra når verdensomspændende pandemier kommer i vejen – så hvorfor skulle Glazer familien – som en forretningsbeslutning – egentlig ønske at investere flere penge i klubbens stadion?

Den sørgelige sandhed er dog, at der ikke er nogen grund til at gøre dette. Ligesom hvis du ejede en virksomhed selv, så ville du drive den for at maksimere din profit. Der er dog bare den rystende sandhed, at fodboldklubber ikke er som alle andre virksomheder. De har nemlig en afgørende betydning for mennesker, venner, familier og lande.

Se bare på myndighedernes vilje til at få fodbold tilbage på folks fjernsyn under COVID nedlukningerne for at give folk et hårdt tiltrængt pusterum, hvis du ønsker at se beviser for dette.

Champions League-kvalifikation og succes på banen

Man kunne muligvis argumentere for, at udgifter til infrastruktur ville forbedre klubbens præstationer, hvilket ville føre til en større evne til at tiltrække spillere og potentielt mere succes på banen.

Men indtil for nylig har fortællingen om, at Manchester United er i stand til at tiltrække de bedste spillere i verden, været ubestridt. Angel Di Maria, Cristiano Ronaldo, Casemiro, Alexis Sanchez og Jadon Sancho er blot nogle få eksempler på de meget eftertragtede talenter, der er ankommet i løbet af de sidste par år – for mega-penge selvfølgelig.

Hvis klubben ikke kvalificerer sig til Champions League, så er dette afgjort en kommerciel konsekvens af klubbens manglende fokus på fodboldpræstationerne. Men så igen, set fra Glazer familiens perspektiv, så har Man Utd ikke rigtig fejlet her.

Sidste år blev anset som værende den mest katastrofale sæson i nyere historie for klubben, da de sluttede på sjettepladsen, og således gik glip af en eftertragtet top 4-plads og den dertilhørende indtjening, der følger med en Champions League-kvalifikationen. Men året før blev de nummer to, og derfor konkurrerede de i Europas førende konkurrence i sidste sæson, hvor de indtjente €77,3 millioner i processen.

Efter klubben blev slået ud af Atletico Madrid i ottendedelsfinalen efter en 1-0-sejr i den anden kamp på Old Trafford, så tjente Man Utd færre præmiepenge end de ønskede. I modsætning hertil tjente Liverpool – deres engelske rivaler – der nåede finalen i konkurrencen, €66,3 millioner i sammenligning med Man Utds €20,5 millioner i præmiepenge.

Samlet set tjente Liverpool mere end Man Utd med €117,6 millioner i sammenligning med €77,3 millioner – en margin på €40,3 millioner. Selvom dette er en stor del af forandringen (selvom det knap nok er tilstrækkeligt til at tænde lyset derhjemme denne vinter), så er dette i fodboldmæssige termer ikke meget for en økonomisk gigant som Manchester United.

I denne sæson vil der dog ikke være nogen Champions League overhovedet – men derimod vanæren forbundet med andenrangs europæiske konkurrencer på torsdag aftener, også kendt som Europa League. Det er lidt som at besøge ens lokale værtshus for et stor fadøl for blot at få at vide, at de kun serverer flaskeøl. Det er bare øv.

Hvad betyder “Glazers Out”?

“Glazers Out” er samlingsråbet fra Manchester United-fans i deres forsøg på at fordrive lederne fra deres elskede klub.

De hævder, at givet klubbens udbytte, interesse og anden respektløshed, så er der ingen anden mulighed tilbage end for Glazer familien til at forlade klubben.

Kampagnen blev lanceret i kølvandet på overtagelsen i 2005, men dog kun af et mindretal. De oprettede endda en spinoff-klub, kaldet FC United Manchester. Klubben er den næststørste fan-ejede klub i Storbritannien (målt efter antallet af medlemmer, og kun overgået af Exeter City FC) – hvilket viser, hvor sjælden denne model er indenfor engelsk fodbold (jeg vil skrive endnu en artikel om tysk ejerskab i fremtiden, fordi dette nemlig er en helt anden Pandoras æske).

Hvert eneste medlem ejer én andel i spinoff-klubben Manchester, hvor disse andele giver dem lige stemmerettigheder. Klubben drives derfor på demokratisk vis via disse medlemmer – på en måde lyder dette som en Web3 brugereksempel – slår det mig pludselig, mens jeg skriver dette (hey, enhver undskyldning for at snige lidt kryptovaluta ind i dette).

Denne model er på alle måder modsætningen til Manchester United og Glazer-modellen. Denne sidestilling strækker sig endda til succes på banen i løbet af det sidste årti, hvor klubben beseglede tre på hinanden følgende oprykninger og nåede anden runde af den berømte FA Cup i 2010 – blot 5 år efter grundlæggelsen – alt imens Man Utd er endt med at blive en af engelsk fodbolds mest latterliggjorte eksempler.

De konkurrerer nu i den syvende række af engelsk fodbold, og dette på trods af at de til tider har været involveret i en række kontroverser.

Det er jeg faktisk ked af. Det er en smule, men jeg spekulerer dog på, hvor store United-tilhængere de rent faktisk er. De fremstår for mig at promovere eller projicere sig selv en lille smule i stedet for at sige, “i sidste ende har klubben truffet en beslutning, som vi agter at holde fast ved.” Det handler mere om dem end om os.

Alex Ferguson om FC United of Manchester i 2006

Dette var dog kun et mindretal. Med Alex Ferguson stadig ved roret, så fortsatte Man Utd med at bevæge sig fra styrke til styrke og vandt fem Premier League-titler på syv år og en Champions League mod Chelsea i 2008 – efter at John Terry valgte at bruge en unik “to-fodet slide tackle” teknik i straffesparkskonkurrencen. Gode tider.

Post-Ferguson-æraen har dog været temmelig turbulent. En række forskellige trænere og højprofilerede nye spillere er mislykkedes, og de tidligere flerårige vindere begyndte nu at fordufte. Det faktum, at dette faldt sammen med stigningen til elitestatus for klubbens naboer på tværs af byerne – Manchester City – og ærkefjenden Liverpools tilbagevenden til topform, gjorde det til en endnu mere bitter pille at sluge.

Og kampagnen “Glazers Out” har siden bevæget sig ud over mindretallet af anderledes tænkende fodboldfans derude.

Den europæiske superliga

Nu hvor Wayne Rooney, David Beckham og Eric Cantona hører fortiden til, så trådte den nye generation bestående af Paul Pogba, Romelu Lukaku og Aron Wan-Bissaka nu ind i rampelyset – og formåede ikke at bevare den samme høje standard.

Dette gradvise kollaps på banen kulminerede i den temmelig grimme episode udenfor banen under COVID-pandemien, da Man Utd sammen med fem andre engelske klubber annoncerede, at de nu var de stiftende medlemmer af den europæiske superliga.

På et tidspunkt, hvor landet – og kloden som helhed – kæmpede sig gennem pandemien, så tog Glazer familien et drastisk skridt for at ruske op i fodboldverdenen, som vi kender den. I deres stræben på at gøre krav på en større del af den kommercielle kage, som netop var klubfodboldens ypperste, så ønskede de nu at sige farvel til Premier League.

Trækket var åbenbart universelt panoreret, og tilbageslaget var så alvorligt, at ligaen blev suspenderet tre dage senere. For mange var dette dråben, der én gang for alle viste, at det eneste Glazer familien tænkte på var penge, snarere end at bevare en institution indenfor engelsk fodbold, der har eksisteret siden 1878.

For mig så jeg dette drama udspille sig som fan af en af de udelukkede “taber” klubber – dvs. alle klubber i Storbritannien uden for top 6. Jeg tror, at dette var den sørgeligste dag i mine 25 år som fodboldfan (og større end begge nedrykninger, som jeg har været vidne til), og jeg husker – ligesom alle andre – at jeg var bange for, at selve fodbolden befandt sig på dødsgangen – og så skidt med blot min egen klub.

Som jeg sagde tidligere, så er min egen personlige bias og jalousi over Man Utds succes, såvel som det faktum, at jeg har brugt så meget af mit liv på at lytte til en masse vrøvl fra mine venner om så useriøse emner, som hvordan Paul Pogba har talentet til at være en af de bedste spillere i verden (det har han ikke, og efter et halvt årti med underpræstationer er det nu på tide til at give op, folkens), så brænder mit had til Manchester United stadig lige så stærkt.

Når dette så er sagt, så ville verden være et mere trist sted uden denne klub – og fodbold ville også være mindre sjovt. Der er en vis nydelse forbundet med at tænde for mit fjernsyn, og så brøle af glæde over den seneste David De Gea brøler. Der er ren lykke at se Harry Maguires tomme udtryk, mens tv-kameraerne uretfærdigt zoomer ind på ham efter at Brighton scorer deres tredje mål.

Det er fodbold. Op- og nedture, partiskhed, tribalisme og følelser. Glazer familien forsøgte sammen med de andre ejere af de store klubber at tage dette væk fra både Man Utd-fans og alle de andre klubbers fans – for hvem ønsker at konkurrere i en Premier League uden en top 6?

Og så blev Glazer Out-kampagnen stærkere – og befinder sig nu på et punkt, hvor den har tiltrukket mainstream-mediernes opmærksomhed. Og i sidste måned kastede en absolut katastrofal start på sæsonen Glazer Out-mantraet over hele æteren. Pinlige tab til Brighton og Brentford fik flere og flere fans til at lufte deres frustrationer.

Glazers Out var trendede, Gary Neville skældte ud, og Whatsapp-grupper rundt om i verden hånede Man Utd-fansene, som fik sympati fra absolut ingen (se igen: fem Premier League-titler på syv år).

Elon Musk

Elon Musk – der aldrig har ladet en god mulighed for at trolle gå hans næse forbi – kunne ikke risikere at drille Man United-fans i kølvandet på deres ydmygelse for fødderne af Brentford.

Efter Musks tweet steg klubbens aktie kortvarigt med 17% før den igen faldt. Alligevel endte aktien dagen med en stigning på 3% i forhold til dens forrige lukning. Musk præciserede, at der var tale om en joke, og sammenlignede den med sit tweet for et par måneder siden, hvor han erklærede, at han havde til hensigt at købe Coca-Cola, så han kunne komme kokainen tilbage i opskriften. Dette er i øvrigt det næstmest populære tweet i Twitters historie med temmelig imponerende 4,8 millioner likes.

Hvordan har Manchester United aktien klaret sig?

Men bortset fra Elon, så har aktiekursen klaret sig relativt glat i år. Dette er især tydeligt, når kursen plottes mod S&P 500 – en nyttig målestok til at vise Man Utds relative præstation i sammenligning med resten af aktiemarkedet som helhed (som for de uindviede er faldet i år i kølvandet på inflationskrisene, den stigende rente og den russiske krig).

Den seneste stigning falder sammen med et fantastisk opsving, som Manchester United har ridt med på, herunder sejre over Liverpool og Arsenal. De er nu en af de meget få aktier, der generelt er positive i 2022. Når jeg kigger på min portefølje, så ville jeg derfor bestemt ønske, at jeg var indehaver (selvom jeg aldrig ville være i stand til at kunne se mig selv i øjnene igen, hvis jeg rent faktisk købte Man Utd-aktier. Jeg er måske fattig, men jeg kan i det mindste sove om natten).

Med andre ord fortsætter Glazer familien med at smile.

Men interessant nok har det seneste opsving igen tjent til at dæmpe “Glazers Out”-stemningen. Dette er faktisk noget, som de rivaliserende fodboldfans ofte kritiserer Man Utd-fansene for. Og ikke kun det, men nogle af de mere højrystede dele af fanbasen beklager ofte det faktum, at størstedelen af fanbasen ikke er i stand til at opretholde nogen form for fortsat protest – bestemt ikke noget af den slags, der har påvirket aktiekursen (se nedenstående graf) .

Ligesom tidligere, så skulle der bare et par store sejre til for at få Glazer Out-stemningen til at gå i stå. Eller som en (støttende) ven udtrykte det, da jeg spurgte ham hvad der vil ske med Glazer Out-protesten i kølvandet på den eftertrykkelige sejr over Liverpool, “de lagde deres halstørklæder fra sig til næste gang, tror jeg”, med henvisning til de grønne og guld tørklæder, som man nogle gange ser på Old Trafford i forbindelse med at protestere mod Glazer-ejerskabet.

Jeg fulgte Glazer Out-sætningen og resultaterne steg før de droppede til stort set ingenting gang på gang efter en sejr, en ny spiller eller andre positive nyheder relateret til klubbens præstationer på banen. For Glazer familien vil denne hitliste være ren musik i deres ører (eller godt tv for deres øjne?) og er sandsynligvis den helt store grund til, at de så længe har været uberørte af den formodede utilfredshed hos fanbasen med deres ejerskab.

Zoomer man endnu længere ud for at vurdere tendensen siden begyndelsen af Glazer-perioden, så kan man konstatere at utilfredsheden kommer og går – men den seneste utilfredshed i august var uden sammenligning den største siden overtagelsen blev gennemført i 2005. Og nu er den vendt tilbage til normalen, og er nu blevet børstet under gulvtæppet, og hvor Glazer fortsætter med at tjene penge. Eller i det mindste indtil Newcastle slentrer ind på Old Trafford, og hvor Callum Wilson scorer et hattrick og sender fansene ud i “Glazers Out” mantraet igen.

Men for mig er dette lidt uretfærdigt. Man Utd er en massiv gigant af en virksomhed, som et hurtigt blik på nedenstående omsætningstal vil afsløre. Det er derfor kun naturligt, at det er vanskeligt at samle en så stor fanbase – ifølge de fleste skøn er dette den mest populære fodboldklub i verden (hvor gik det galt, folkens?).

Dette er virkelig mere end en fodboldklub. Det er nemlig et af de mest genkendelige brands i verden. Når hvert eneste unge barn tænder for deres fjernsyn, så vil Man Utd. være en af de første klubber de ser.

De er fodboldverdenens vaniljeis, og det mener jeg ikke som en fornærmelse. Der er nogle yderst passionerede vaniljefans derude; folk, der vågner op om morgenen for at tage hem til butikken specifikt for at få et hit af blød, cremet vanilje for at få gang i dagen. Men der er også en flok mennesker derude, der hvis de er i en position, hvor de vælger at købe en is for at køle sig ned på ferien, vil vælge vanilje. Dette er de mere afslappede fans, der ikke desto mindre bidrager med deres penge til vaniljeproducenten, men som alligevel ikke ville gå ud af deres vej for at kæmpe for at forbedre vaniljesmagen. De ville i stedet blot skifte til chokoladeis. Eller skifte helt væk fra is, og i stedet bare vælge en smoothie eller en pose chips.

Den analogi mistede hurtigt sin relevans. Men det, som jeg prøver at sige, er at det giver mening, at protesterne mod Glazers er så vanskelige at opretholde. Man United er den største fodboldklub i landet. Og ikke nok med det – den er den største klub i verden. Folk vil altid gerne se dem spille, de vil altid købe deres trøjer, og de vil altid rejse langt for at se dem spille. Dette gælder uanset størrelsen af gælden på balancen.

Så i denne sammenhæng har jeg sympati med Man Utd fansene, som er udsat for den hån, at en vedvarende protest ikke kan gennemføres.

Udgifter til nye aktiver

En ting, som mange Glazer-sympatisører peger på, er Man Utds oppustede transferudgifter under Glazer familiens ledelse. Dette er helt kolossalt – lad os være helt ærlige. Deres transferudgifter i det sidste årti er således højere end nogen anden klub i Europa.

I forbindelse med ovenstående er pengene svimlende. Dette gælder især i betragtning af de anklager, som Man City var modtager af i forbindelse med at “købe” ligaen. Faktisk, som fan af en ikke-top 6 klub uden nogen hest i løbet, så er disse argumenter mellem top 6 om hvem der bruger flere penge ganske enkelt forvirrende.

De har alle i det væsentlige ubegrænsede udgifter. Ganske vist er nogle klubbers udgifter større end andre – City, Man United, PSG – men det er dog næppe småpenge, som de mindste af de store klubber spenderer. Det er sjældent, at nogen af disse klubber ikke er i stand til forfølge en ønsket spiller, fordi de ikke har råd til ham.

Påstanden om, at Man City og Chelsea købte deres ligatitler, er mærkelig. Man United har en ubegrænset pulje af ressourcer, når man ser på deres kommercielle trækkraft – billetindtægter, merchandisesalg, brandværdi osv. – som virkelig er uden sidestykke.

Men fordi dette kommer fra Manchester United brandet, så formoder jeg, at det opfattes som værende “mere retfærdigt”, end hvis det kom fra lommerne på en rig ejer beslægtet med Man City eller Chelsea.

Men jeg afviger igen (jeg tror, jeg bliver nødt til at skrive en længere artikel om den fascinerende – og ærligt talt deprimerende – fortælling om, hvordan Saudi-Arabien kom til at eje mit elskede Newcastle, og de pengemæssige implikationer forbundet med dette). Det der dog virkelig betyder noget, er at Glazer familien bogstaveligt talt ikke kunne have pumpet flere penge ind i fodboldklubben Manchester United end de har.

Men problemet handler ikke blot om pengene. Pengene er snarere kilden til problemet – det er jo nemlig ikke deres faktiske penge. Og det er netop dette, som Man United-fansene foragter – nemlig at det er klubbens penge. Klubben genererer disse penge gennem deres mammut-brand, og Glazer familien distribuerer en del af disse penge til transfermarkedet, mens de samtidigt også udbetaler et udbytte til sig selv.

Men på bagsiden er det virkelig ikke muligt at bruge flere penge. Og gælden er ikke et problem i forhold til klubbens størrelse, dens indtægter og dens balance. Dette er ikke en Barcelona-situation.

Det virkelige problem som de fleste fans har her, er præstationerne på banen (eller manglen på præstationer burde jeg snarere sige) – uanset snakken om gælden. Hvis Man United vender tilbage til at vinde som i Alex Fergusons dage, så ville Glazer Out talen dø yderligere. Det er den faktisk allerede begyndt at gøre efter et blot et par sejre.

Men jeg har stadig mere sympati for Manchester United-fansene end de fleste andre. Glazer familien ejer denne fodboldklub – nej, denne institution – og dette er forkert. Modellen er fejlbehæftet. Klubben er for vigtig for dens fans, offentligheden og landet som helhed. Mens visse ejerskabssituationer utvivlsomt er værre – spørg bare alle fans af Bury, Derby, Leeds, (selv Newcastle!) og mange andre klubber – så er den måde, som Glazer familien tømmer denne klub for penge ufattelig at være vidne til.

Ved at ansætte ikke-fodboldledere og andre forretningsmænd, så har de truffet nogle forfærdelige beslutninger, og deres signaturer har været historisk dårlige – men aktiekursen er fortsat derudaf og udbyttet har flydt frit.

Amerikansk franchisemodel

Alt dette vender tilbage til familiens ejerskab af Tampa bay Buccaneers. Amerikansk sport er meget anderledes ved, at det hele drives som franchises, hvilket betyder, at der ikke er nogen nedrykning eller oprykning. Omsætningen er mere sikker, og derfor nyder ejerne større stabilitet og en garanteret indtjening – uanset deres succes på banen.

Dette var drivkraften bag den europæiske superliga; et initiativ, som forsøgte at bringe den europæiske fodboldmodel mere i overensstemmelse med den amerikanske franchisemodel.

Men der er dog en række kulturelle og historiske forskelle på tværs af Atlanten. Fodbold – jeg taler fodbold her, bare for klarhedens skyld – kan ikke rumme en franchise-baseret model. Og Glazer familien forsøger at drive denne klub så tæt på en franchise, som de overhovedet kan.

Konklusion

Det hele kommer ned til én ting: Glazer familien driver Manchester United som en forretning. Men Manchester United skal ikke drives som en forretning – den skal drives som en fodboldklub.

Dette er en trist situation, og Glazer familien er en meget dårlig ting for fodbolden i både Storbritannien og Europa. Historier som den europæiske superliga er en direkte konsekvens af den kvælende effekt, som penge har på fodbolden.

Uanset dine tanker om Man Utd som klub – og igen, så hader jeg dem mere end de fleste andre; Jeg kan ikke engang få mig selv til at sætte en Man Utd-spiller på mit fantasy-hold i øjeblikket uden at få kvalme – så burde dette være et spørgsmål, der bekymrer alle fodboldfans.

På mange måder opsummerer Glazer familien, hvad der er galt med moderne fodbold. Der er ikke noget galt med, hvordan de driver deres forretning; faktisk klarer de opgaven glimrende.

Problemet er bare, at de i det hele taget driver klubben som en almindelig forretning.

Invester i kryptovaluta, aktier, ETF'er og meget mere på blot få minutter med vores foretrukne mægler eToro

10/10
67% of retail CFD accounts lose money