Chiles sidste stålværk, der lukkede midt i kinesisk importkonkurrence

Chiles eneste stålværk, Huachipato, er indstillet til at lukke ned på ubestemt tid til september, hvilket markerer et betydeligt tilbageslag for landets industrisektor.

Møllen, der drives af CAP, har kæmpet for at konkurrere med en tilstrømning af billig kinesisk stålimport, hvilket har ført til mere end $500 millioner i tab i løbet af de seneste to år.

På trods af regeringens indsats, herunder indførelse af told på kinesisk stål, understreger værkets lukning de udfordringer, som indenlandske industrier står over for i lyset af den globale konkurrence.

Indvirkningen af kinesisk import på Chiles stålindustri

Huachipato-møllen, der ligger i Chiles centrale Bio Bio-region, har været en hjørnesten i landets industrielle økonomi i årtier.

Anlægget er en kritisk leverandør af stålmaterialer til Chiles kobbermineindustri og beskæftiger omkring 20.000 mennesker direkte og indirekte.

Møllen har dog ikke været i stand til at modstå konkurrencepresset fra kinesisk import, som har oversvømmet markedet med billigere alternativer.

Ifølge CAP har tilstrømningen af kinesisk stål gjort det umuligt at hæve priserne, hvilket har gjort værkets drift økonomisk urentabel.

Denne situation fremhæver en bredere tendens på tværs af Latinamerika, hvor billig kinesisk eksport er steget kraftigt i forskellige sektorer, hvilket har forstyrret lokale industrier.

Alene i 2023 importerede regionen rekordhøje 10 millioner tons kinesisk stål, en stigning på 44 % fra året før, ifølge den latinamerikanske stålindustrigruppe Alacero.

Regeringens indgriben og dens begrænsninger

I et forsøg på at beskytte sin indenlandske stålindustri indførte den chilenske regering midlertidige toldsatser på kinesisk stål tidligere i år.

Specifikt blev der lagt en told på 34 % på stålkugler fra Kina sammen med en told på 25 % på de stænger, der blev brugt til at fremstille dem.

Disse foranstaltninger havde til formål at udjævne vilkårene for lokale producenter som CAP og Molycop, en anden nøgleaktør i Chiles stålindustri.

På trods af disse bestræbelser har taksterne vist sig utilstrækkelige til at afbøde virkningen af kinesisk konkurrence.

CAP meddelte, at markedsforholdene, selv med de gældende tariffer, forhindrede enhver væsentlig stigning i stålpriserne, hvilket gjorde det umuligt at opretholde virksomhedens drift.

Dette har ført til kritik fra forskellige interessenter, herunder den chilenske regering.

Økonomiminister Nicolás Grau udtrykte sin frustration over CAPs beslutning og kaldte den “uansvarlig”.

Han kritiserede både CAP og Molycop for ikke at nå til enighed om salg og prisfastsættelse, der kunne have udnyttet de nye markedsforhold, der er skabt af taksterne.

Grau understregede regeringens fortsatte bestræbelser på at vende møllens lukning, selvom chancerne for succes synes små.

Bredere konsekvenser for Chile og Latinamerika

Lukningen af Huachipato-møllen er mere end blot et slag for Chiles stålindustri; det har bredere konsekvenser for landets økonomi og dets forhold til Kina.

Da Kina er Chiles største handelspartner, der tegner sig for næsten 40 % af landets eksport, kan beslutningen om at indføre told og det efterfølgende nedfald belaste de økonomiske forbindelser mellem de to nationer.

I juni udtrykte Kinas ambassadør i Santiago bekymring over, at tolden havde “skadet kinesiske stålvirksomheders legitime interesser” og “skadet det økonomiske og kommercielle forhold” mellem Kina og Chile.

Disse diplomatiske spændinger tilføjer endnu et lag af kompleksitet til det allerede udfordrende økonomiske miljø.

Desuden afspejler situationen i Chile et større problem, der berører mange lande i Latinamerika og Asien, hvor indenlandske industrier kæmper for at konkurrere med tilstrømningen af billigere kinesiske varer.

Den aggressive prissætning og rigelige udbud af kinesiske produkter lægger i stigende grad pres på lokale producenter, hvilket fører til tab af arbejdspladser og lukning af mangeårige virksomheder.

Fremtiden for Chiles industrielle landskab

Lukningen af Huachipato efterlader Chile uden en indenlandsk stålproduktionsfacilitet, hvilket vækker bekymring for fremtiden for landets industrisektor.

Tabet af en så betydelig arbejdsgiver og leverandør til kobbermineindustrien kan få ringvirkninger i hele økonomien, især i Bio Bio-regionen.

Mens Chile kæmper med disse udfordringer, kan det være nødvendigt at udforske nye strategier for at beskytte og revitalisere sit industrielle grundlag.

Dette kunne involvere yderligere statslig indgriben, diversificering af industrisektoren eller øgede investeringer i teknologi og innovation for at øge konkurrenceevnen.

Mens de umiddelbare udsigter for Chiles stålindustri er dystre, vil landets reaktion på denne krise være afgørende for at bestemme den fremtidige retning for dets industripolitik.

Efterhånden som den globale konkurrence intensiveres, bliver Chile nødt til at tilpasse sig og innovere for at sikre bæredygtigheden af sine nøgleindustrier.