Hvorfor er Australiens økonomi bagud efter årtiers vækst?

Efter tre årtier med uafbrudt økonomisk ekspansion er Australiens økonomiske resultater ikke længere det globale benchmark, det engang var.

Engang fejret for sin modstandsdygtighed, især under den globale finanskrise i 2008, kæmper nationen nu med træg vækst, faldende produktivitet og stagnerende levestandard.

Disse strukturelle udfordringer rejser spørgsmål om bæredygtigheden af ​​dens økonomiske model i et hurtigt udviklende globalt landskab.

Australiens vækst aftager

Australiens bruttonationalprodukt (BNP) voksede med kun 0,8 % år-til-år i de første tre kvartaler af 2024, bagud efter USA (3,1 %) og euroområdet (0,9 %).

Denne svage præstation, kombineret med syv på hinanden følgende kvartaler med negativ vækst pr. indbygger, tyder på, at landet ville have været i en teknisk recession, hvis ikke for immigrationsdrevet befolkningsvækst.

Inflationen, som toppede med 7,8 % i december 2022, er fortsat en presserende bekymring. Mens andre udviklede lande har formået at tilpasse lønvæksten til inflationen, var Australiens realløn stadig 4,8 % under præ-pandeminiveauet i slutningen af ​​2023.

Husholdningernes gæld er steget, og afdrag på realkreditlån er steget i vejret på grund af renteforhøjelser fra Reserve Bank of Australia (RBA), hvilket efterlader mange husholdninger, der kæmper for at få enderne til at mødes.

Strukturelle svagheder i den australske økonomi

En væsentlig faktor bag Australiens afmatning er dets overdrevne afhængighed af råvareeksport, især jernmalm og kul, for at fremme økonomisk vækst.

Efterhånden som den globale efterspørgsel efter disse ressourcer aftager, især med Kina, der diversificerer sine forsyningskæder og prioriterer sin egen grønne energiomstilling, er Australiens eksportindtægter blevet ramt.

Denne sårbarhed understreger behovet for diversificering på eksportmarkeder og -sektorer.

Et andet presserende problem er produktiviteten. Ifølge nyere data har Australiens vækst i arbejdsproduktivitet været blandt de svageste i Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD).

Denne stagnation, kombineret med forældet infrastruktur og boligmangel, har presset økonomien yderligere.

En rapport fra National Housing Finance and Investment Corporation (NHFIC) anslår et underskud på 106.300 boliger i 2027, hvilket forværrer problemer med overkommelighed og dæmper forbrugernes forbrug.

Politikfejl og forpassede muligheder

Australiens politiske tilgang under og efter COVID-19-pandemien er også blevet undersøgt.

Mens mange lande brugte krisen som en mulighed for at investere i grøn energi, innovation og infrastruktur, var Australiens finanspolitiske tiltag i høj grad fokuseret på kortsigtet nødhjælp uden en klar langsigtet vision.

For eksempel forbliver investeringer i vedvarende energi og nye teknologier forholdsvis lave, hvilket efterlader landet dårligt forberedt på det globale skift mod bæredygtig vækst.

RBA's aggressive monetære stramning for at bekæmpe inflationen har også været et tveægget sværd.

Selvom det er nødvendigt for at stabilisere priserne, har den hurtige rentestigning til 4,35 % kvælt forbrugernes forbrug, som tegner sig for mere end halvdelen af ​​Australiens BNP.

Kasserer Jim Chalmers har anerkendt disse udfordringer, men har endnu ikke løftet sløret for omfattende reformer for at løse dem.

Migrationspolitik har også været et omstridt spørgsmål. Mens nettomigrationen ramte en rekord på 547.200 i 2023, har politiske beslutningstagere været udsat for kritik for ikke at forberede sig tilstrækkeligt på den belastning, som denne tilstrømning har lagt på boliger og infrastruktur.

Selvom regeringen har annonceret planer om at reducere migrationsniveauerne, hævder eksperter, at en bedre tilgang ville indebære at udnytte migration til at øge produktiviteten og innovationen, samtidig med at boligmangel imødegås.

Kan den australske økonomi vende tilbage?

Økonomer er enige om, at strukturelle reformer er afgørende for at genoplive Australiens økonomi.

Prioriteterne omfatter at øge produktiviteten gennem investeringer i teknologi, uddannelse og infrastruktur; diversificering af eksporten ud over råvarer; og fremme innovation i højvækstsektorer som vedvarende energi og avanceret fremstilling.

Skattereformen er et andet kritisk område. Australiens skattesystem er fortsat stærkt afhængigt af indkomst- og selskabsskatter med minimalt bidrag fra forbrugsskatter.

Skift til en mere afbalanceret skattestruktur kan hjælpe med at finansiere nødvendige investeringer uden at overbelaste husholdninger og virksomheder.

Endelig kræver fremme af større modstandsdygtighed i økonomien, at man reducerer afhængigheden af ​​vigtige handelspartnere som Kina og udvikler stærkere bånd til nye markeder.

Denne diversificering er ikke kun afgørende for økonomisk stabilitet, men er også i overensstemmelse med globale tendenser til at mindske risikoen for forsyningskæder.