Hvorfor Trump drejer til Rusland, og hvad det betyder for Ukraine, Europa og Kina

Den 24. februar 2022 begyndte den dramatiske krig mellem Rusland og Ukraine.

Tre år senere har USA’s præsident, Donald Trump, besluttet at presse på for en fredsaftale med Rusland, hvilket reelt skærer Ukraine ud af forhandlingerne.

Han stemplede også præsident Volodymyr Zelenskyy som en “diktator”.

Kyiv er nu efterladt til at kæmpe for muligheder, mens USA rykker tættere på Rusland.

Denne udvikling omformer nu den globale orden, efterhånden som Europa og Kina genberegner deres egne strategier.

Bliver Ukraine tvunget til fred?

Trumps skift mod Rusland har forvandlet Ukraine fra en topallieret i USA til en outsider i sin egen krig.

Præsidentens seneste kommentarer afspejler mere end blot retorik.

Han sagde til BBC, at Rusland nu “har kortene” i fredsforhandlinger, fordi det kontrollerer store dele af ukrainsk territorium.

Trump advarede Zelenskyy: “Bedre gå hurtigt, ellers vil han ikke have et land tilbage.”

Dette er hele 180 fra tidligere amerikansk politik.

Under præsident Biden ydede USA 183 milliarder dollar i militær og økonomisk bistand til Ukraine.

Den livline er nu usikker.

Uden amerikanske våben, efterretninger og finansiering står Ukraine over for en kamp op ad bakke.

Ukraines anden mulighed er at acceptere en fredsaftale, der er forhandlet uden dets input.

Trumps rådgivere, herunder den nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz, har indrammet dette som nødvendigt.

“Du er nødt til at tale med begge sider,” sagde Waltz til Fox News.

Men “begge sider” betyder nu USA og Rusland – ikke Ukraine.

Denne udelukkelse blev tydelig under de seneste fredsforhandlinger mellem USA og Rusland i Saudi-Arabien.

Ikke kun var Ukraine fraværende, men det var europæiske allierede også.

Russiske embedsmænd roste Trumps tilgang og sagde, at den stemte overens med Moskvas opfattelse af, at Ukraines fremstød for NATO-medlemskab provokerede krigen.

Hvad ligger der bag Trumps Rusland-fremstød?

Drivkraften bag Trumps tilgang ser ud til at være hurtighed og økonomi.

Han vil have krigen overstået hurtigt og hævder, at kun hans administration kan opnå fred.

Han knytter også fremtidig amerikansk støtte til Ukraine til amerikanske forretningsinteresser, især adgangen til Ukraines enorme mineralressourcer.

I sidste uge præsenterede finansminister Scott Bessent Kiev for et udkast til en aftale, der giver amerikanske virksomheder kontrol over halvdelen af ​​værdien af ​​Ukraines sjældne jordarters mineraler, herunder lithium, kobolt og titanium.

Disse mineraler er essentielle for batterier, forsvarssystemer og rene energiteknologier.

Ukraine har nogle af verdens største uudnyttede reserver til en værdi af hundreder af milliarder af dollars ifølge den ukrainske geologiske undersøgelse.

Zelenskyy afviste aftalen og kaldte den “ikke en seriøs samtale.”

Trumps svar var hurtigt.

Han anklagede Ukraine for at bryde aftalen og foreslog, at Zelenskyy forlængede krigen for at opretholde det amerikanske “sovstog” af bistand.

“Han ligger lavt i de rigtige ukrainske meningsmålinger,” hævdede Trump, selvom en meningsmåling fra februar 2025 fra Kyiv International Institute of Sociology viste Zelenskyys godkendelse på 57%.

Trumps økonomiske vinkel strækker sig ud over mineraler.

Hans administration har antydet et bredere samarbejde med Rusland. Udenrigsminister Marco Rubio sagde, at amerikanske og russiske embedsmænd diskuterede “geopolitisk og økonomisk samarbejde” under Riyadh-forhandlingerne.

Dette kunne omfatte energimarkeder, handelsaftaler og våbenkontrol, hvor Ukraine helt er sat på sidelinjen.

Hvordan reagerer Europa?

For europæiske ledere føles Trumps drejning mod Rusland som forræderi. Den tyske kansler Olaf Scholz kaldte det “forkert og farligt” at sætte spørgsmålstegn ved Zelenskyys demokratiske legitimitet og bemærkede, at Ukraines valg blev udskudt lovligt under krigsloven.

Den polske premierminister Donald Tusk advarede om, at at tvinge Ukraine til at kapitulere ville betyde “kapitulation af hele Vesten.”

Den Europæiske Unions udenrigspolitiske chef, Kaja Kallas, udtrykte bekymring over, at “den russiske fortælling virkelig vinder terræn.”

Denne tendens underminerer Vestens enhedsfront og efterlader Europa afsløret.

Europæiske lande har støttet Ukraine med militær hjælp, men de mangler den industrielle kapacitet til at erstatte amerikanske forsyninger.

Frankrig og Storbritannien planlægger nu at appellere direkte til Trump om fortsat luftstøtte.

Uden det kan Ukraines forsvar kollapse, hvilket giver Rusland mulighed for at styrke sine territoriale gevinster.

Udelukkelsen af ​​Europa fra fredsforhandlinger viser også en svækkelse af den transatlantiske enhed.

Trumps handlinger tyder på, at han ser Rusland som en potentiel partner snarere end en modstander, hvilket lader Europa genoverveje sine egne sikkerhedsstrategier.

Den franske præsident Emmanuel Macron og Storbritanniens premierminister Keir Starmer forventes at besøge Washington snart i håb om at redde en vis indflydelse i forhandlingerne.

Hvor står Kina nu?

Engang positioneret som en potentiel fredsmægler, befinder Kina sig nu på sidelinjen.

Trump havde tidligere foreslået at arbejde med Kina for at udnytte landets økonomiske indflydelse over Rusland.

Men da USA og Rusland forhandler direkte, er Beijing blevet udeladt, hvilket rejser ubehagelige spørgsmål for sin ledelse.

Xi Jinping har brugt år på at opdyrke bånd med Putin og betragter Rusland som en vigtig allieret mod vestlig dominans.

Kina har været Ruslands økonomiske livline under krigen, hvor de købte olie til rabat og leverede varer med dobbelt anvendelse til sin forsvarsindustri.

Alligevel truer Trumps udspil til Moskva med at svække dette partnerskab.

Keith Kellogg, Trumps særlige udsending, udtalte åbent, at USA sigter mod at “tvinge” Putin til at genoverveje sine alliancer med Kina, Iran og Nordkorea.

Mens eksperter tvivler på en fuldstændig splittelse mellem Rusland og Kina, er risikoen nok til at forurolige Beijing.

Yun Sun, en Kina-specialist ved Stimson Center, kaldte det en potentiel “omvendt Nixon”, med henvisning til den amerikanske strategi i 1970’erne for at splitte Kina fra Sovjetunionen.

Selvom det kun er 30 % af en omvendt Nixon, så planter den tvivlsfrø i Beijing.

Kinas største bekymring er, at hvis Rusland tilpasser sig nærmere USA, vil Trump vende sit fokus tilbage til Kina.

Det amerikanske forsvar har bekræftet dette og siger, at Washington ikke kan prioritere europæisk sikkerhed, når det skal “afskrække krig med Kina.”

Beijing står nu over for udsigten til at blive det næste mål for amerikansk pres, når Ukraine er væk fra bordet.

Dette forklarer også meget om Trumps ændring i holdning og at blive mere “pro-Rusland”.

Hvad sker der så?

Ukraine sidder nu fast mellem sten og hård. Det kan forsøge at fortsætte kampen med svindende ressourcer eller acceptere en fredsaftale formet af sine modstandere.

Tingene ser bedre ud for Rusland. Trumps vilje til at forhandle uden Ukraine giver Putin løftestang til at styrke territoriale gevinster.

Moskva har allerede glædet sig over Trumps synspunkt om, at NATO-udvidelsen provokerede krigen, en holdning ingen tidligere amerikansk præsident har indtaget.

Europa står over for sit eget dilemma.

Uden amerikansk støtte bliver kontinentets evne til at forsvare Ukraine – og sig selv – tvivlsom.

Ledere som Macron og Scholz forsøger deres bedste for at opretholde transatlantisk enhed, men Trumps handlinger tyder på, at han er mere interesseret i at omlægge amerikanske interesser mod Rusland og væk fra traditionelle alliancer.

Kina genovervejer i mellemtiden sin strategi.

Hvis Rusland og USA finder fælles fodslag, kan Beijing stå over for øget amerikansk pres på handel, teknologi og militære spørgsmål.

Xi Jinpings omhyggeligt opbyggede partnerskab med Putin ser nu mindre stabilt ud, hvilket rejser spørgsmål om Kinas langsigtede strategi.

Selv Ukraine ser ud til at gentænke sine alliancer.

Efter måneders begrænset engagement har Zelenskyy foreslået, at Kina kunne spille en rolle i at presse Putin for fred.

“Vi ser, tror jeg, for første gang Kinas interesse,” sagde Zelenskyy efter at have mødt den kinesiske topdiplomat Wang Yi i Tyskland.

Det er en overraskende ændring, men en, der fremhæver, hvor meget jorden har bevæget sig under Ukraines fødder.