Interview: Nepals krise kan enten starte en ny æra eller spiral ind i dybere kaos, siger ASPI's Rishi Gupta

Nepal står over for en af de værste politiske kriser i årtier, da premierminister K.P. Sharma Oli trådte tilbage tirsdag efter dage med voldelige ungdomsledede protester, der brød ud over hele landet.

Mindst 19 mennesker blev dræbt, mens mere end 300 blev såret i protesterne, som startede regeringens pludselige forbud mod sociale medier. Tiltaget blev set som et indgreb mod uenighed og udløste mobiliseringen af Gen Z-demonstranter.

Politiet greb til ekstreme foranstaltninger, da protesterne blev voldelige, og ikoniske regeringssteder, herunder parlamentet og topledernes boliger, blev sat i brand.

Med premierministeren ude af embedet er Nepals parlament, oppositionspartier og demonstranter låst fast i en konfrontation om landets fremtid og kræver vidtrækkende reformer og ansvarlighed.

Midt i den voksende krise i Himalaya talte Invezz med Rishi Gupta, assisterende direktør ved Asia Society Policy Institute, New Delhi, for bedre at forstå bag kulisserne af krisen i Nepal, og hvad der er det næste efter premierministerens tilbagetræden.

Uddrag:

Invezz: Hvordan ser du de umiddelbare risici for den politiske stabilitet efter premierministerens tilbagetræden, især når oppositionspartierne og militæret forhandler om de næste skridt?

Rishi Gupta: Nepals premierministers afgang har givet unge demonstranter en reel chance for at presse reformer igennem, men det har også skabt et farligt magtvakuum.

De unge formåede at tvinge lederskabet ud og få folk til at kræve gennemsigtighed, hvilket er enormt. Men nu kæmper oppositionspartier og militæret for at finde de næste skridt, mens de håndterer den udbredte vrede.

Den vanskelige del er at styre forventningerne, da folk vil have store ændringer hurtigt, men at skynde sig kan give bagslag. Men hvis du bevæger dig for langsomt, kan der opstå flere protester.

Nepal står dybest set ved en skillevej: Dette kan enten starte en ny æra af inkluderende politik eller spiral ind i dybere kaos, afhængigt af hvor hurtigt lederne reagerer på det, de unge mennesker kræver.

Invezz: Hvordan retfærdiggjorde Nepals regering både forbuddet mod sociale medier og den efterfølgende kraftige politireaktion, og hvordan stemmer disse begrundelser overens med tendenser inden for unges mobilisering og uenighed?

Rishi Gupta: Nepals regering siger, at de forbød sociale medier for at beskytte landet og få teknologivirksomheder til at følge nye registreringsregler.

Embedsmænd hævder, at det handler om at stoppe falske nyheder og holde disse platforme ansvarlige i henhold til nepalesisk lov. Men den virkelige årsag var at lukke munden på den voksende kritik af regeringens svigt og korruptionsskandaler.

Politiets hårdhændede indgreb mod demonstranterne gjorde tingene værre og fremhævede dette store sammenstød mellem myndigheder, der forsøger at kontrollere kritik, og unge mennesker, der er afhængige af sociale medier til at organisere, tale ud og afsløre, hvad der går galt med deres regering.

For Nepals unge er disse platforme ikke kun sociale netværk, da de er vigtige værktøjer til politisk handling og ytringsfrihed. Hele denne konflikt tilføjer bare benzin på bålet og gør folk endnu mere vrede over, hvordan tingene bliver håndteret.

'Nepo Kids'-skandalen?

Invezz: I hvilket omfang påvirkede korruption og "Nepo Kids"-skandaler legitimiteten af Nepals ledelse, og hvordan har Gen Z's digitale aktivisme ændret fortællinger omkring disse spørgsmål?

Rishi Gupta: Nepals Gen Z protesterer ikke ud af ingenting, da de er trætte af årtiers politisk kaos og brudte løfter om udvikling.

Disse unge mennesker er forbundet med spørgsmål om social retfærdighed, og de har fået nok af den korruption og nepotisme, som alle kalder "Nepo Kids", dybest set politikeres slægtninge, der får behagelige job og særbehandling.

Disse skandaler har fuldstændig ødelagt regeringens troværdighed og vist, hvor korrupt hele den politiske elite i virkeligheden er.

Men det, der er anderledes nu, er, hvordan Gen Z bruger sociale medier til at få deres budskab ud og omgår traditionelle medier, der ofte forholder sig tavse om disse problemer.

De kræver reel gennemsigtighed og ansvarlighed fra et system, der altid drives bag lukkede døre.

Dette er ikke bare at klage, da det er en direkte afvisning af, hvordan tingene altid er blevet gjort, og et pres for faktiske demokratiske reformer og retfærdig udvikling, der gavner alle, ikke kun de tilsluttede få.

Invezz: Tror du, at international kritik som udtalelser fra FN og Amnesty International spillede en rolle i at forme regeringens reaktion?

Rishi Gupta: Internationale grupper som FN og Amnesty har i årevis råbt op om Nepals regeringsførelse og menneskerettighedsproblemer, men ærligt talt har deres kritik ikke været stærk eller konsekvent nok til at ruske op i tingene så dramatisk.

De massive protester og voldelige overgreb, vi ser nu, skyldes ikke rigtig pres udefra, som de sker, fordi folk i Nepal er fuldstændig trætte af korruption, nepotisme og censur.

Selvfølgelig, når internationale organisationer kræver undersøgelser og respekt for borgerrettigheder, tilføjer det en vis moralsk opbakning til demonstranternes sag.

Men disse opfordringer alene var ikke nok til at fremtvinge reelle politiske ændringer eller få embedsmænd til at træde tilbage.

Det, der virkelig driver regeringens beslutninger lige nu, er omfanget og intensiteten af ungdomsledede protester, der finder sted i deres egen baghave.

Tusindvis af vrede unge nepalesere i gaderne er langt mere kraftfulde end diplomatiske udtalelser fra udlandet. Det er indenlandsk raseri, ikke international løfte fingre, der fremtvinger forandring.

Hvad er det næste for Nepal?

Invezz: Hvis vi ser fremad, hvilke politiske eller regeringsmæssige reformer er der mest presserende behov for af nepalesiske unge, og hvilke scenarier kan opstå, hvis deres krav om ansvarlighed ikke imødekommes?

Rishi Gupta: De forandringer, Nepals unge ønsker, kan ikke ske, medmindre alle politiske partier kommer om bord, men hagen er, at de ikke længere vil have de samme gamle ansigter ved forhandlingsbordet.

Demonstranterne kræver et helt nyt lederskab, der rent faktisk får, hvad de kæmper for, fordi de er trætte af den korruption og nepotisme, der har kørt showet.

Der er ingen magisk løsning, der venter i kulissen, men denne krise kan være åbningen for, at en helt ny generation af ledere kan træde frem som mennesker, der rent faktisk kan genopbygge tilliden og presse reelle reformer igennem.

Det store spørgsmål er, om de nuværende magtspillere vil give plads til dette generationsskifte eller kæmpe for at bevare deres greb om kontrollen.

Hvordan dette udspiller sig, vil dybest set afgøre, hvor Nepal går hen næste gang. Enten træder den gamle garde til side og lader nye stemmer lede, eller også sætter de hælene i og risikerer at gøre alting værre.