Europas økonomi er ikke ved at dø: den virkelige historie bag kløften mellem USA og EU

Europas økonomi er blevet et yndet mål for pessimister.

Langsom vækst, høje skatter, interne politiske stridigheder, indvandring, aldrende demografi, alt sammen perfekte eksempler til at tegne et dystert billede.

Men opfattelsen af et kollapsende kontinent er overdrevet.

I virkeligheden stagnerer Europa på nogle områder, trives på andre og står over for en test af udførelse snarere end overlevelse.

Det store europæiske puslespil

Europa ser stabilt ud. Inflationen er næsten tilbage på målet, arbejdsløsheden er lav, og det værste af energichokket er i bakspejlet.

Men kontinentet vokser for langsomt til at betale for sine løfter.

Eurozonen vil vokse med kun 1,2 % i år og 1 % i 2026, ifølge KPMG. Inflationen forventes at falde til under 2 pct. ved udgangen af 2025.

Den Europæiske Centralbank er tæt på at afslutte sin rentenedsættelsescyklus, hvor indlånsrenten sandsynligvis vil falde til 1,75 %.

Ved første øjekast ligner det makroøkonomisk succes. Men ikke så hurtigt.

Europa har bevaret arbejdspladser, men mistet momentum. Dens virksomheder er rentable, men investerer mindre.

Landets regeringer bruger store penge, men leverer kun lidt produktivitetsvækst. Modellen, der garanterede sikkerhed og komfort, er nu for dyr at opretholde.

Et sikkert kontinent, der glemte at vokse

Sandheden er, at den gennemsnitlige europæer lever længere, holder flere ferier og nyder godt af mere social beskyttelse end den gennemsnitlige amerikaner.

Men det har en pris.

Frankrig bruger f.eks. mere end 31 % af sit BNP på social beskyttelse, hvilket er det højeste i Europa.

Landets offentlige gæld er nu på 113 % af BNP.

Frankrigs politiske kaos, der har skiftet flere premierministre på 15 måneder, handler ikke kun om ideologi. Det er en afspejling af aritmetik.

Når man bruger mange penge på pensioner og velfærd, er der mindre plads til investeringer. Når reformerne går i stå, vokser gælden og tilliden svinder.

Og markederne ved det. Franske aktier faldt næsten 2% efter det seneste regeringskollaps.

Andre lande er i bedre form, men står over for det samme: Tysklands økonomi er flad.

Italien er for en gangs skyld stabilt, men det har stadig en gældsbyrde på over 135 % af BNP.

Selv Nederlandene og Irland, der længe har været betragtet som EU's succeshistorier, melder om langsommere erhvervsinvesteringer.

På tværs af blokken overstiger omkostningerne ved Europas sociale model de indtægter, der finansierer den.

Hvorfor USA bliver ved med at trække på

USA's BNP pr. indbygger er nu omkring 50 % højere end eurozonens, målt på markedskurser.

Korrigeret for priser bliver forskellen dog mindre, selvom den stadig er der.

Analytikere antyder, at en stor del af forskellen skyldes arbejdstimer i stedet for produktivitet. Europæerne arbejder simpelthen mindre, og det er efter eget valg.

Men over tid betyder færre timer også mindre innovation, mindre kapitaldannelse og mindre markeder for skaladrevne industrier.

Inden for teknologi er forskellen slående. USA's produktivitet pr. arbejder er steget med mere end 10 % siden 2019. I Europa har den næsten ikke bevæget sig.

Næsten hele kløften kommer fra den digitale sektor.

Amerika har flere innovationsklynger som Silicon Valley, Boston og Austin, hvor venturekapital, private equity, forskning og talent kombineres. Europas klynger er fortsat fragmenterede af grænser og regler.

Selv i 2025 kan en nystartet virksomhed i München f.eks. ikke nemt skalere i hele Europa.

Nationale regler, licenser og skatteforskelle gør det indre marked til 27 små.

Det ved Europa-Kommissionen, men forandringerne går langsomt. Et år efter Mario Draghis rapport, der opfordrede til 382 konkurrenceevnereformer, er kun 11 % blevet gennemført.

Investeringernes andel af BNP faldt i 2024 i stedet for at stige.

Europas problem er ikke mangel på idéer eller kapital. Det er koordinering. USA opbygger nye industrier med hast.

EU undersøger dem, finansierer dem og diskuterer, hvem der skal lede dem. Når konsensus kommer, er muligheden væk.

Illusionen om stabilitet

Arbejdsløsheden er lav i hele blokken. Tysklands sats er 3,7%. Frankrigs er 7,5 %. Selv Spanien, der længe har været en efternøler, er tæt på 10 %, det bedste niveau i årevis.

Alligevel er forbrugertilliden svag, og husholdningerne sparer mere op end nogensinde.

Tyske og franske opsparingsrater er tæt på 19 %, langt over deres præ-pandemiske gennemsnit.

Folk bruger ikke penge, fordi de ikke stoler på fremtidig vækst.

Lav inflation og lave renter vil ikke løse det. Europas problem er ikke cyklisk, men grundlæggende.

Uden stærkere produktivitet og investeringer vil højere lønninger blot presse marginerne.

Kontinentet risikerer et årti med japansk stagnation med anstændige job, men få fremskridt i levestandarden.

Samtidig bruger regeringerne mere, ikke mindre. EU's nye finanspolitiske regler tillader midlertidige undtagelser for forsvar, men gældsbetjeningsomkostningerne stiger. Det finanspolitiske råderum skrumper.

KPMG forventer, at flere store medlemmer stadig vil køre underskud over 3%-grænsen i 2026. Den politiske appetit på dybere nedskæringer er tæt på nul.

Hvad investorer rent faktisk bør holde øje med

Europa er ikke den kurvekasse, som overskrifterne antyder. Inflationen er under kontrol, arbejdsmarkederne er stramme, og den finansielle stabilitet er stærk.

Men det strukturelle billede betyder mere end det cykliske. Tre indikatorer fortæller den virkelige historie.

For det første skal vi se fremskridtene med hensyn til et ægte indre marked for tjenester og data. Forhandlingerne om EU Inc tager stadig fart, og ethvert tegn på, at Bruxelles endelig harmoniserer digitale regler, vil være et signal til langsigtede investorer.

Det vil udvide det adresserbare marked for europæisk teknologi og hæve værdiansættelserne.

Europa sparer mere op end USA, men investerer mindre, fordi dets kapital er låst fast i banker og pensionsfonde.

Et velfungerende grænseoverskridende aktie- og obligationsmarked vil frigøre indenlandsk opsparing og mindske afhængigheden af amerikansk finansiering.

En anden kritisk komponent er hastigheden af projektlevering. Industripolitik og grønne energiplaner findes i overflod, men godkendelser trækker ud i årevis.

Hvis EU kan forkorte tilladelses- og indkøbscyklussen, kan infrastruktur- og forsvarsudgifterne blive en reel vækstmotor i stedet for endnu en finanspolitisk byrde.

Indtil videre bør investorerne forvente stabile, men uspektakulære afkast. Eurozonen vil sandsynligvis vokse omkring en procent næste år, med en inflation tæt på målet og en sidste rentenedsættelse fra ECB.

Det er ikke spændende, men det er stabilt. Fordelen ligger i reformer. Hvis Europa kan løse sit stordriftsproblem, vil regionen overraske på den positive side.