Indien ser på mongolsk kokskul for at afslutte australsk afhængighed og kæmper med logistiske forhindringer

Indien undersøger muligheden for at importere kokskul fra Mongoliet med det formål at diversificere sin indkøbsmulighed for den afgørende stålfremstillingsingrediens, på trods af logistiske udfordringer, afslørede en Reuters-rapport.

Indien, der i øjeblikket er verdens næststørste producent af råstål, står over for en betydelig afhængighed af import til kokskul.

Nationen er afhængig af internationale markeder for cirka 85 % af sit behov for kokskul.

Denne afhængighed er stærkt koncentreret, hvor mere end halvdelen af det samlede importerede volumen kommer fra Australien, hvilket understreger en markant sårbarhed i forsyningskæden.

Efterspørgsel

Den indenlandske efterspørgsel efter stål, og dermed til kokskul, forventes at stige markant i de kommende år, drevet af ambitiøse infrastrukturprojekter og den overordnede økonomiske vækst.

Denne forventede efterspørgselsstigning lægger pres på både regeringen og de store stålproducenter for proaktivt at adressere den langsigtede sikkerhed ved forsyningen af kokskul.

I erkendelse af det strategiske og økonomiske behov for at diversificere sine indkøb har den indiske regering i samarbejde med interessenter i stålindustrien igangsat en målrettet indsats for at identificere og udnytte nye internationale leverandører.

Denne strategi har til formål at mindske risiciene forbundet med overafhængighed af en enkelt stor kilde som Australien, styrke robustheden i den indenlandske stålindustri og sikre bæredygtig vækst i stålproduktionen for at imødekomme fremtidige nationale krav.

Søgningen efter alternative kilder til kokskul er en nøglekomponent i Indiens bredere strategi for at sikre råmaterialernes selvforsyning og stabilisere produktionsomkostningerne i dets vigtige stålsektor.

Muligheder og logistiske udfordringer

Mongoliet, et geografisk landlåst landland, står over for iboende logistiske udfordringer i sin internationale handel, især med hensyn til dets afgørende eksportvarer.

For at overvinde dette er landet afhængigt af to primære handelskorridorer, som begge krydser territorierne hos dets nærmeste og meget større naboer.

Den første korridor, en længere rute, strækker sig nordpå gennem Den Russiske Føderation.

Den anden og ofte mere direkte rute går sydpå gennem Folkerepublikken Kina.

Udnyttelsen og effektiviteten af disse to ruter er afgørende faktorer for Mongoliets økonomiske stabilitet og dets evne til at få adgang til globale markeder for råvarer som kul, kobber og andre naturressourcer.

Valget mellem de russiske og kinesiske ruter dikteres ofte af faktorer som varetype, destinationsmarked, transittariffer, infrastrukturkvalitet og det geopolitiske forhold til hvert transitland på et givent tidspunkt.

Transitrisici og forsyningsstatus

Indien ser Kina-ruten som en langsigtet uholdbar mulighed ifølge Reuters-rapporten.

Dette skyldes Mongoliets strategiske betydning for Beijing som kulkilde og risikoen for, at Beijing kan begrænse adgangen.

Efter en dødelig grænsekonflikt i 2020, der førte til en vedvarende militær konfrontation, genoptager New Delhi og Beijing nu forsigtigt de økonomiske relationer.

Branchefolk antyder, at mongolsk kokskul kunne tilbyde en højkvalitets mulighed til en relativt lavere pris.

En stor udfordring er dog den logistiske vanskelighed ved at transportere kullet.

Prøveforsendelser af mongolsk kul til Indien, som var forventet tidligere i år, er endnu ikke modtaget.

I maj hævdede rapporter, at den statsejede Steel Authority of India, en stor stålproducent, havde anmodet om et metrisk ton kul.

Rusland og USA bidrager hver især med omkring 15 % af Indiens samlede kokskulimport, ifølge rapporten.