ECB rentenedsættelser: vil dette være nok til at genoplive væksten i eurozonen?

Den Europæiske Centralbank (ECB) har sænket sin indlånsrente for fjerde gang i år og sænket den til 3 %.

Fra et rekordhøjt niveau på 4 % i juni ser det ud til, at ECB endelig er tæt på at nå sit mål om at bekæmpe inflationen i eurozonen, som nu er tæt på sit mål på 2 %.

Men med vækstprognoser, der fortsætter med at skrumpe og stigende politisk usikkerhed i Frankrig og Tyskland, har ECB-præsident Christine Lagarde vendt sit fokus mod bredere systemiske spørgsmål og stiller spørgsmålstegn ved, om eurozonens problemer er selvforskyldte.

Yderligere risici blev behandlet, primært på grund af Donald Trumps andet præsidentskab, og hvordan det kan påvirke Europa.

Hvad siger tallene?

ECB’s seneste prognose forventer en vækst i euroområdet på kun 1,1 % i 2025, ned fra et tidligere estimat på 1,3 %.

Udsigterne for 2026 er også blevet revideret ned til 1,4 %. Undersøgelser viser aftagende aktivitet i indeværende kvartal, hvor virksomheder tøver med at investere og forbrugere tilbageholdende med at bruge.

Inflationen var i gennemsnit 2,3 % i november, højere end i de foregående måneder på grund af stigende energipriser.

På trods af dette hævder politiske beslutningstagere, at inflationen er på vej til at nå sit mål, hvilket kan give mere plads til lempelser.

Markederne forventer, at ECB vil fortsætte med at sænke renten frem til midten af ​​2025, hvilket potentielt vil sænke indlånsrenten til 2 %.

ECB er ikke alene i sin rentenedsættelse.

Den schweiziske nationalbank (SNB) overraskede markederne med en halvpointsnedsættelse til 0,5 % som reaktion på valutapres.

I mellemtiden har den amerikanske centralbank og andre centralbanker også indtaget dueagtige holdninger, hvilket afspejler aftagende global inflation.

Lagardes kritik af Frankrig og Tyskland

På en nylig pressekonference fremsatte Lagarde en spids kritik af blokkens største økonomier og beskyldte dem for at skabe “selvforskyldt usikkerhed”.

Uden at nævne navne fremhævede hun, hvordan politisk lammelse i Tyskland og Frankrig komplicerer euroområdets finanspolitiske udsigter.

Tyskland er tæt på et føderalt valg, efter at dets koalitionsregering kollapsede, og Frankrigs manglende evne til at vedtage et budget indikerer en voksende politisk fragmentering.

Lagarde advarede om, at en sådan ustabilitet underminerer det økonomiske opsving, og beskrev manglen på klare finanspolitikker som en “komplikation” for ECB’s planlægning.

Denne dysfunktion er særlig skadelig i betragtning af den nuværende økonomiske baggrund.

Lagarde erkendte, at økonomien i euroområdet “taber momentum”, med vækstprognoser for 2025 revideret til 1,1 % sammenlignet med 1,3 % for bare tre måneder siden.

Hun bemærkede også, at virksomheder skruer ned for investeringer på grund af svag efterspørgsel og uklare udsigter.

Hvordan vil Trumps politik påvirke Europa?

Indsættelsen af ​​Donald Trump i januar bringer nye risici.

Hans administrations løfte om højere told kan ramme Europas eksportdrevne økonomi hårdt.

Fremstillingssektoren, især i Tyskland, er sårbar over for en potentiel handelskrig.

Dette øger det eksisterende pres på Europas industrielle base, som allerede kæmper med global konkurrence og stigende omkostninger.

ECBs politiske beslutningstagere erkender, at disse eksterne faktorer kan kræve en revurdering af deres nuværende strategi.

Mens der er planlagt nedskæringer med kvartpoint i januar og marts, er en større halvpointsnedsættelse fortsat en mulighed, hvis forholdene forværres yderligere.

Lyspunkter i et overskyet landskab

Det er ikke alt sammen undergang for Europa. Nogle lande i euroområdet klarer sig bedre.

Spanien kunne for eksempel konkurrere med USA som en af ​​de hurtigst voksende avancerede økonomier takket være et turismeboom, et robust arbejdsmarked og grønne investeringsinitiativer.

Tilsvarende er tidligere kriseramte lande som Portugal, Irland, Grækenland og Spanien – engang kaldet “PIGS” – nu blandt regionens mest modstandsdygtige kunstnere.

Disse nationer fremhæver potentialet for målrettede reformer og investeringer for at drive vækst, selv i et udfordrende miljø.

Deres succes står dog i skarp kontrast til den bredere eurozone, hvor politisk inerti og strukturelle svagheder fortsætter.

Hvad skal ændres?

Europas underperformance sammenlignet med USA er måske et tegn på dybere underliggende problemer.

Tidligere ECB-præsident Mario Draghi har opfordret til presserende reformer for at imødegå disse udfordringer og beskriver situationen som en “eksistentiel udfordring” for EU.

Det, Europa har brug for lige nu, er øgede investeringer og en mere konkurrencedygtig industripolitik.

Derudover er politisk vilje den manglende brik.

Uden en koordineret finanspolitik og en forpligtelse til reformer, falder byrden uforholdsmæssigt meget på centralbankerne for at støtte økonomien.

Lagarde har selv advaret om, at ECB ikke kan fungere som en “jack-of-all-trades”, og opfordrer regeringerne til at træde op.

Sidste tanker

Eurozonen står over for kritiske beslutninger i de kommende måneder.

Rentesænkninger kan give tid, men de kan ikke løse regionens dybere strukturelle og politiske spørgsmål.

Med potentielle toldsatser fra USA og øgede interne spændinger i Tyskland og Frankrig er Europa i en hård tid.

Hvorvidt det kan lykkes, vil ikke kun afhænge af centralbankinterventioner, men af ​​det politiske mod til at gennemføre meningsfulde reformer.

Uden en sådan handling risikerer regionen at komme yderligere bagud i en stadig mere konkurrencepræget global økonomi.