US-Iran 14-punkts MOU forklaret: våbenhvile, sanktioner, olie og atomvilkår

USA og Iran har underskrevet en 14-punkts MOU, der har til formål at standse mere end 100 dages krig og genåbne Hormuzstrædet.

Aftalen giver begge parter 60 dage til at forhandle en endelig aftale om de vanskeligste spørgsmål, herunder sanktioner, atomare begrænsninger og indefrosne aktiver.

Israel er ikke part i MOU'en, og dets afvisning af at være bundet af bestemmelserne vedrørende Libanon efterlader et væsentligt håndhævelsesgab inden fredagens planlagte ceremoni i Bürgenstock, Schweiz.

En våbenhvile der stadig efterlader Israel udenfor

Den første klausul i MOU'en kræver en “øjeblikkelig og permanent” afslutning på militære operationer på alle fronter, herunder Libanon.

Den forpligter også Washington og Tehran til at respektere hinandens suverænitet og undlade truslen om eller brugen af magt.

Det lyder vidtgående, men ordlyden bliver allerede afprøvet. Israel har gjort det klart, at landet ikke er underskriver på US-Iran-aftalen.

Premierminister Benjamin Netanyahu har sagt, at Israel vil bevare sine styrker i det sydlige Libanon og bibeholde handlefrihed over for Hezbollah.

Den forbehold betyder noget, fordi Libanon er et af aftalens mest følsomme prespunkter.

Reuters citerede Dan Shapiro, tidligere USA-ambassadør i Israel og nu fellow ved Atlantic Council, for at sige, at dette var “et temmelig markant udtryk for divergerende interesser”.

Han tilføjede, at Netanyahu sandsynligvis vil signalere, at Israel ikke er bundet af aftalen og vil forbeholde sig sine rettigheder.

Resultatet er en ramme for våbenhvile med øjeblikkelig markedsbetydning, men ikke endnu en regional løsning.

Den kan reducere direkte konfrontation mellem USA og Iran, men den kan ikke af sig selv stoppe alle fronter, som er knyttet til krigen.

Sanktioner, indefrosne aktiver og olielindring indebærer rækkefølgerisiko

Det økonomiske bytte er kernen i MOU'en. USA forpligter sig til at arbejde med regionale partnere om en genopbygnings- og udviklingsplan på mindst $300 billion.

Den forpligter sig også til at ophæve sanktioner efter en aftalt tidsplan som del af den endelige aftale.

Det afgørende punkt er timingen. En bred ophævelse af sanktioner er ikke øjeblikkelig. Den er knyttet til forhandlingerne over de næste 60 dage.

MOU'en siger dog, at det amerikanske finansministerium vil udstede dispensationsordninger for iransk råolie, petroleumprodukter samt relaterede bank-, forsikrings- og transporttjenester, når aftalen er implementeret.

Derfor reagerede oliehandlere hurtigt: Enhver tilbagevenden af iranske tønder kombineret med en genåbning af Hormuz-trafik ændrer udbudsudsigten for råoliemarkederne.

Brent og WTI er allerede faldet, efterhånden som investorer priser noget af krigens præmie ud.

Indefrosne aktiver er stadig mere omstridt. Iran har argumenteret for, at de begrænsede midler bør blive tilgængelige under MOU'en.

Washington forsøger at indramme enhver frigivelse som betinget og sekventiel.

USA's vicepræsident JD Vance fortalte Reuters, at der ikke er blevet frigivet nogen midler for at underskrive aftalen, og tilføjede: “Der er ikke blevet frigivet penge, og det vil ikke ændre sig.”

Spændingen er central for næste fase. Tehran ønsker tidlige økonomiske fordele for at bevise, at aftalen har værdi.

Washington ønsker først verifikation, især vedrørende beriget uran og nukleart overvågningsarbejde.

Læs også: Genåbning af Hormuz løfter stemningen, men analytikere ser måneder før handelsgenopretning

Hormuz genåbner, men det nukleare spørgsmål er uafklaret

Hormuzstrædet er den mest direkte markedskanal på kort sigt. Iran har sagt, at landet vil gøre sit yderste for at sikre sikker, toldfri passage for kommercielle skibe i 60 dage.

Det forpligter sig også til at genskabe trafikniveauerne inden for 30 dage, mens senere samtaler med Oman og Golfstaterne skal adressere en mere langsigtet maritim administration.

Det er et stort lettelsessignal for energimarkederne. Strædet er et af verdens vigtigste olie-flaskehalse, og krigen havde forvandlet sejlrisko til en inflationsrisiko.

Alligevel er genåbningsfortællingen ikke uden risiko, da rapporter om droneaktivitet nær kommercielle skibe efter MOU'en underminerer ideen om, at sejlsikkerheden allerede er normaliseret.

Den nukleare formulering er endnu mere skrøbelig. Iran bekræfter, at det ikke vil anskaffe eller udvikle atomvåben, men det er ikke i sig selv en ny indrømmelse.

MOU'en siger, at parterne vil løse spørgsmålet om beholdningen af beriget materiale gennem en gensidigt aftalt mekanisme, hvor nedblendning på stedet under IAEA's overvågning er minimumsmetoden.

Det vanskeligere spørgsmål om, hvorvidt Iran bevarer berigelsesrettigheder og under hvilke begrænsninger, er forbeholdt de 60 dages forhandlinger.

Det gør MOU'en til et nedtrapningsdokument, ikke en fuld nuklear løsning.

Det umiddelbare take-away for markederne er lavere tailrisiko omkring Hormuz og iranske olieeksporter.