Jordens Dag: hvad sker der med målet om netto-nul emissioner i 2050?

Forud for Jordens dag den 22. april kæmper verden, som vi kender den, med emissionsproblemer.

I 2023 steg de globale energirelaterede kuldioxidemissioner med 1,1 %, hvilket tilføjede 410 millioner tons for at nå et nyt højdepunkt på 37,4 milliarder tons, ifølge nylige data fra International Energy Agency.

Denne stigning følger en stigning på 490 millioner tons i 2022, hvilket indikerer en fortsat global afhængighed af fossile brændstoffer, især kul, som var ansvarlig for over 65 % af stigningen sidste år.

Hvad betyder netto nul?

Netto nul refererer til den balance, der opnås, når mængden af kulstofemissioner, der frigives til atmosfæren, er lig med den mængde, der er sekvestreret eller udlignet.

Det betyder drastisk at reducere emissionerne til et ubetydeligt niveau, der naturligt kan absorberes af jorden eller gennem teknologiske løsninger, uden at efterlade nogen nettoemissioner i atmosfæren.

Hvorfor er netto nul vigtigt?

Klimavidenskab understreger, at det haster med at begrænse globale temperaturstigninger til 1,5°C over førindustrielle niveauer for at forhindre de mest katastrofale virkninger af klimaændringer.

Med planeten allerede cirka 1,1°C varmere end i slutningen af 1800-tallet, lukker vinduet til at handle hurtigt.

At opnå netto nul-emissioner inden 2050 er afgørende for at nå dette mål, hvilket nødvendiggør en 45 % reduktion af emissioner inden 2030 som fastsat i Paris-aftalen.

Hvordan kommer vi til netto nul?

Overgangen til en netto-nul fremtid indebærer en omfattende revision af, hvordan samfund producerer energi, styrer forbruget og organiserer transport.

Cirka tre fjerdedele af nutidens drivhusgasemissioner stammer fra energisektoren. At erstatte kul, olie og gas med vedvarende energikilder som vind og sol er afgørende for at reducere emissioner.

Bevægelsen mod netto nul er ved at tage fart globalt, hvor over 140 lande – inklusive store emissioner som USA, Kina, Indien og EU – lover at opnå netto-nul emissioner.

Denne forpligtelse strækker sig også til over 9.000 virksomheder, 1.000 byer, 1.000 uddannelsesinstitutioner og 600 finansielle institutioner, der har tilsluttet sig Race to Zero-kampagnen, der sigter mod at halvere emissionerne inden 2030.

At sikre, at forpligtelser fører til handling

Udbredelsen af netto-nul-forpligtelser har ført til oprettelsen af forskellige standarder for at sikre, at disse løfter er robuste og handlingsdygtige.

I marts 2022 etablerede FN’s generalsekretær António Guterres en ekspertgruppe på højt niveau om ikke-statslige enheders netto-nul-emissionsforpligtelser, som præsenterede sine retningslinjer på COP27 den 8. november 2022.

Disse anbefalinger sigter mod at standardisere og fremskynde implementeringen af netto-nul-forpligtelser over hele linjen.

Er vi på vej mod 2050?

På trods af disse bestræbelser er den nuværende bane utilstrækkelig.

De samlede nationale klimaplaner fra de 195 underskrivere af Paris-aftalen forventes at resultere i en stigning på næsten 9 % i de globale drivhusgasemissioner i 2030 sammenlignet med 2010-niveauerne.

Det er langt fra Paris-aftalens opfordring til en markant reduktion. Effektiv handling kræver, at store udledere øger deres nationalt bestemte bidrag (NDC’er) og vedtager øjeblikkelige, aggressive foranstaltninger for at begrænse emissionerne.

I avancerede økonomier voksede BNP med 1,7 % i 2023, mens emissionerne faldt med bemærkelsesværdige 4,5 %, det mest markante fald set uden for en recessionsperiode.

Emissionerne i disse økonomier faldt med 520 millioner tons og vendte tilbage til niveauer, der sidst blev set for 50 år siden. Dette fald skyldes i vid udstrækning strukturelle ændringer såsom stærk udbredelse af vedvarende energi og skift fra kul-til-gas brændstof i USA.

Cykliske faktorer som reduceret industriproduktion i visse lande og mildere vejr bidrog også til denne tendens. Navnlig er efterspørgslen efter kul i G7-landene vendt tilbage til niveauer, der ikke er set siden omkring 1900.

Kina og Indiens emissionstendenser

Kina oplevede imidlertid sine emissioner vokse med cirka 565 millioner tons i 2023, den største stigning globalt, og fortsætter sin tendens med emissionsintensiv økonomisk vækst.

På trods af et dårligt år for vandkraft, som bidrog til en tredjedel af denne vækst, er Kina fortsat førende inden for global udvikling af ren energi.

I mellemtiden førte robust BNP-vækst i Indien til en stigning på 190 millioner ton i emissioner.

En svag monsunsæson forværrede situationen ved at reducere vandkraftproduktionen og øge afhængigheden af andre strømkilder, hvilket bidrog til omkring en fjerdedel af Indiens samlede emissioner.

På trods af dette er emissionerne pr. indbygger i Indien stadig et godt stykke under det globale gennemsnit, mens Kinas emissioner pr. indbygger nu er 15 % højere end i avancerede økonomier.