Kan USA virkelig bygge en Sovereign Wealth Fund?

Præsident Donald Trump har for nylig underskrevet en bekendtgørelse, der foreslår oprettelsen af ​​en amerikansk suveræn formuefond.

Ideen er enkel: Brug offentlige aktiver til at generere afkast, ligesom Norge eller Saudi-Arabien.

Men USA sidder ikke på en bunke af overskydende oliepenge eller handelsreserver. Så hvordan ville det helt præcist fungere? Og endnu vigtigere, burde det?

Hvad er en suveræn formuefond, og hvorfor vil Trump have en?

En suveræn formuefond (SWF) er et statsdrevet investeringsmiddel, der besidder aktier, obligationer, fast ejendom eller råvarer. Målet er at gøre statskontrollerede aktiver til langsigtede økonomiske gevinster.

Lande med store naturressourcereserver udnytter et middel som f.eks. en SWF til at investere i globale aktiver.

De største eksempler er Norge med sin fond på 1,7 billioner dollars og Saudi-Arabien med en fond på 900 milliarder dollar.

Selv små nationer som Singapore ($2,1 billioner kombineret mellem GIC og Temasek) har bygget massive midler.

Trumps motivation er klar. Han ønsker, at USA genererer rigdom fra sine eksisterende aktiver i stedet for blot at stole på skatter og gæld. Med hans ord:

“Det er på tide, at dette land har en suveræn formuefond.”

Han har endda foreslået, at fonden kunne bruges til at købe TikTok, selvom detaljerne stadig er vage.

Dette er ikke en ny idé. Biden-administrationen udforskede også en lignende fond til at investere i kritiske mineraler, forsvar og infrastruktur.

Men ingen præsident har nogensinde trykket på aftrækkeren. Men da Trump er kendt for sin aggressive aftaleindgåelse, vil han gerne ændre på det.

Hvor skulle pengene komme fra?

Den største udfordring for en amerikansk statslig formuefond er finansiering. Norge og Saudi-Arabien byggede deres takket være deres rige oliereserver.

Kina og Singapore gjorde det gennem deres store handelsoverskud.

Problemet med USA er imidlertid, at det har et budgetunderskud på 1,8 billioner dollars og har en national gæld på 36 billioner dollars.

Trump har svævet flere ideer. Den ene er at tjene penge på føderale aktiver, som i alt beløber sig til 5,7 billioner USD, herunder:

• 1,2 billioner dollars i føderale bygninger, hvoraf mange er underudnyttede.
• 2 billioner dollars i studielånsaktiver, selvom meget af det kunne afskrives.
• Beslaglagt Bitcoin med mindst 21 milliarder dollars i konfiskerede digitale aktiver.

Han har også foreslået takster som en indtægtsstrøm. Ideen ville være at overføre penge fra importafgifter til fonden i stedet for at bruge dem med det samme.

En anden mulighed er at kræve, at udenlandske virksomheder, som TikTok, giver den amerikanske regering en andel i bytte for at operere i landet.

Ingen af ​​disse er ligetil løsninger. At sælge offentlige bygninger er ikke let.

Studielån genererer ikke øjeblikkelig pengestrøm. Og takster, selvom de er lukrative, er uforudsigelige og kan udløse handelskrige.

Kunne dette virkelig virke?

Hvis USA med succes bygger en SWF, kan den blive den største i verden fra den ene dag til den anden. Alene omfanget af statsejede aktiver dværger selv de største statslige fonde i dag.

Eksempler på statsniveau viser, at dette kan lade sig gøre. Alaskas permanente fond (80 milliarder dollars) finansieres gennem olieindtægter og sender direkte betalinger til indbyggerne.

North Dakota’s Legacy Fund (11,5 milliarder USD) geninvesterer olie- og gasskatter for fremtiden.

En føderal version kunne gøre det samme på nationalt plan, finansiering af infrastruktur, gældsreduktion eller endda direkte kontantbetalinger til amerikanere.

Nogle analytikere har endda foreslået at bruge det til at støtte et program for universel basisindkomst (UBI) svarende til, hvad Alaska gør.

Men der er en fangst. SWF’er fungerer bedst, når de er bygget af overskydende kapital, ikke lånte penge.

USA ville enten skulle omfordele eksisterende aktiver eller finde nye indtægtsstrømme. Hvis den ikke forvaltes godt, kan fonden blive endnu en politisk slush-fond snarere end et seriøst investeringsmiddel.

Hvad er risiciene?

Ideen om en investeringsfond på 6 billioner dollar lyder godt, men udførelse er alt. De største risici er politisk indblanding, dårlige investeringsbeslutninger og manglende tilsyn.

Mange suveræne formuefonde opererer uafhængigt for at undgå politisk indflydelse. Norges fond drives for eksempel af professionelle forvaltere, der følger strenge regler for at undgå risikable væddemål.

En amerikansk fond ville imidlertid være dybt knyttet til Washington. Hvis politikere begynder at bruge det til kæledyrsprojekter, redningsaktioner eller politisk motiverede investeringer, kan det blive en forpligtelse i stedet for et aktiv.

Der er også risiko for, at regeringen vælger vindere og tabere. Hvis den amerikanske regering begynder at købe andele i private virksomheder, rejser det etiske og juridiske bekymringer.

Ville skatteyderne have deres penge investeret i et kontroversielt teknologifirma som TikTok? Hvad med fossile brændstoffer? Big Pharma? En Bitcoin strategisk reserve?

Så er der den globale reaktion. Lande med eksisterende SWF’er, som Kina og Saudi-Arabien, bruger dem som strategiske køretøjer ved at investere i industrier, der giver dem geopolitisk indflydelse.

Hvis USA følger trop, kan det så udløse investeringskrige mellem nationer?

En fed idé med en usikker fremtid

Trumps forslag til en suveræn formuefond er ambitiøst, ukonventionelt og fuld af risici.

Hvis det er struktureret godt, kan det være et kraftfuldt finansielt værktøj, der hjælper USA med at administrere sin rigdom mere effektivt.

Hvis det bliver mishandlet, kan det blive endnu en kilde til offentligt spild og dårlig forvaltning.

De næste 90 dage bliver kritiske. Treasury and Commerce embedsmænd skal skitsere en klar plan, der omhandler, hvordan fonden vil blive finansieret, hvem der skal føre tilsyn med den, og hvad dens langsigtede investeringsstrategi vil være.

Hvis det gøres rigtigt, kan dette være et af de største økonomiske træk i amerikansk historie. Hvis det gøres forkert, kan det blot være endnu et politisk talepunkt, der forsvinder.