Tysklands plan om at redde europæisk forsvar og dets industrielle fremtid

Tysklands forsvarspolitik har ændret sig mere i de seneste fire uger, end den har gjort i de seneste fire årtier.

I en historisk afstemning fjernede Berlin sin forfatningsmæssige gældsbremse, og låste op for over 500 milliarder euro i offentlige midler til at genopbygge sit militær og revidere den nationale infrastruktur.

Den nye regering har lovet at udvide antallet af tropper, øge våbenproduktionen og ombygge dele af sin bilindustri til forsvar.

Samtidig fordobles incitamenterne til elbiler og industrielle incitamenter for at genoplive Europas grønne ambitioner og booste europæiske elbilsproducenter.

Hvor meget bruger Tyskland?

Den 18. marts godkendte Forbundsdagen en forfatningsændring for at ophæve gældsbremsen.

Beslutningen muliggør 500 milliarder euro i udgifter i løbet af det næste årti, med yderligere 100 milliarder euro, der sandsynligvis følger, hvis forsvarsudgifterne rammer 3,5 % af BNP.

En del af denne finansiering er øremærket til jernbaner og hospitaler, men det strategiske fokus er klart: storstilet militær modernisering.

Tyskland havde kronisk underfinansieret sit militær siden 1990’erne.

I 2024 vil det kun lige have nået NATO’s tærskel på 2 % for første gang i over 30 år.

Bundeswehr mangler forsyninger, udstyr og infrastruktur.

Barakker smuldrer. Antallet af tropper er stagneret. En nylig parlamentarisk rapport viste, at selv med fonden på 100 mia. EUR godkendt i 2022, var den grundlæggende operationelle beredskab stadig år væk.

Nu retter de nye midler sig mod alt fra F127-slagskibe og Eurofighter-jetfly til droner, satellitter og missillagre.

General Carsten Breuer vil have 100.000 flere soldater og går åbent ind for, at militærtjenesten skal tilbage.

Han advarede endda om, at Tyskland skal være klar til krig inden for fire år.

Forsvarsminister Boris Pistorius har delt lignende bekymringer med henvisning til russiske trusler såvel som “uforudsigelighed i de transatlantiske forbindelser.”

Ambitionen er ny. Det haster også.

Hvad brød Berlins tilbageholdenhed?

Ruslands invasion af Ukraine udløste Tysklands oprindelige “Zeitenwende” i 2022.

Men det var Donald Trumps tilbagevenden, der vendte et omdrejningspunkt til en fuldstændig nyorientering.

Trump indefrøs våbenforsendelser til Ukraine, satte spørgsmålstegn ved NATO’s forpligtelser og signalerede, at Europa ikke længere kunne påtage sig amerikansk beskyttelse.

Nylige afsløringer fra den amerikanske politiske ledelse har vist, at Europa nu ses mindre som en partner og mere som en byrde.

Tilliden til den transatlantiske alliance er brudt sammen. De seneste meningsmålinger har vist, at de fleste vesteuropæiske lande ser Donald Trump som en trussel mod europæisk fred.

Det er næsten lige så mange som dem, der ser Vladimir Putin på samme måde.

Dette sammenbrud har givet Tyskland intet andet valg end at gå op.

Den kommende kansler Friedrich Merz har længe advaret mod USA’s upålidelighed og ser nu forsvaret som både et nationalt og europæisk imperativ.

Tysklands forsvarspolitik, der engang var formet af efterkrigstidens pacifisme og økonomiske bånd, er nu fokuseret på at forberede sig på konflikter og afskrække trusler på Europas dørtrin.

Kan Tyskland klare det?

At skaffe pengene var den nemme del. Den svære del er at omdanne disse euro til våben, infrastruktur og kapacitet.

Tysklands forsvarssektor står over for velkendte udførelsesrisici. Indkøb går langsomt. Projekter hænger fast i juridiske anmeldelser.

Rekrutteringsmål savnes gentagne gange. Bundeswehr har kun 181.000 soldater i dag. Breuer vil have 460.000 inklusive reserver.

Eksekvering er også en politisk udfordring. Socialdemokraterne er fortsat uenige om omfanget af militærudgifter, især da nedskæringer i sociale programmer bliver mere sandsynlige.

Lars Klingbeil, en forsvarsfokuseret SPD-leder formet af sin tid i USA den 11. september, forventes at tage over som finansminister.

Han har ingen erfaring med at styre offentlige finanser, men har til opgave at balancere oprustning, investeringer og industriel konkurrenceevne, alt sammen samtidig med at koalitionen ikke går i stykker.

Den industrielle side vil være lige så kompliceret. Tyskland planlægger at omdanne ubrugte bilfabrikker til forsvarsanlæg.

Det ønsker også at beskytte Volkswagen og dets kolleger mod EU-emissionsbøder, der kan svække dem under EV-overgangen. Det er her, økonomisk politik og national sikkerhed begynder at smelte sammen.

Hvorfor elbiler betyder noget i en forsvarshistorie

Tysklands industrielle troværdighed hviler stadig på dets bilsektor.

Det er derfor, koalitionen presser hårdt på incitamenter til elbiler, skattelettelser for elbiler, subsidier til hybrider og brintlastbiler og et nationalt fremstød for opladningsinfrastruktur.

Budskabet er, at forsvar og grøn vækst begge er afgørende for national modstandskraft.

Volkswagen reagerer allerede. I 1. kvartal 2025 steg dets globale el-salg med 59 %, mens europæiske leverancer mere end fordobledes.

I Tyskland kom næsten halvdelen af ​​alle solgte elbiler fra et VW Group-mærke.

Da Tesla trækker sig tilbage på de fleste europæiske markeder, har Tyskland gentaget kontrollen over den regionale EV-fortælling.

Men der er stadig pres fra Kina. I Q1 faldt VW’s EV-salg i Kina med 37%, mens BYD fortsætter med at vinde terræn.

Det er her, Tysklands tosporede strategi bliver tydelig. Oprustning og genindustrialisering sker sideløbende.

De er ikke modstridende mål. De er to sider af samme sag: at gøre Tyskland økonomisk uafhængigt og strategisk relevant igen.

En forsvarsøkonomi, ved design eller ved et uheld?

Hele denne plan var aldrig en del af en storslået vision. Det er en reaktion. En hurtig, improviseret reaktion på ydre opgivelse og internt forfald.

Den ubehagelige sandhed er, at dette øjeblik kunne have krævet et eksternt chok for at fremtvinge forsinket forandring.

Og nu har Tyskland chancen for at gøre noget, det ikke har gjort siden genforeningen: lede ikke af skyld, men af ​​nødvendighed.

Og ved at gøre det kan det bevise, at økonomisk modstandskraft og militær afskrækkelse ikke er konkurrerende dagsordener.