Hvordan Trumps ‘Liberation Day’-tariffer kan forstyrre globale markeder

“Toldsatser vil påvirke alle lande”, sagde Trump til journalister den 31. marts, lige mens resten af ​​verden forbereder sig på at engagere sig i, hvad der nu ligner en global handelskrig.

Den 2. april offentliggøres præsident Trumps nye toldplan, en dag så stor, at han selv har stemplet den som ‘Befrielsesdag’.

Disse toldsatser vil være rettet mod næsten alle større amerikanske handelspartnere. Det er den mest aggressive protektionistiske handling foretaget af en amerikansk præsident i moderne historie.

Europa og Asien sidder dog ikke tilbage med bundne hænder.

Alle større økonomier har forberedt sig på det værste og lægger nu deres egne planer for, hvordan man kan kæmpe tilbage mod den stadig mere aggressive amerikanske handelspolitik.

Så det virkelige spørgsmål her er, om den 2. april vil komme ned som ‘Befrielsesdag’ eller ‘Isolationsdag’ for USA.

Hvad er befrielsesdag, og hvorfor betyder det noget?

Præsident Trumps nye toldsatser forventes at hæve tolden på næsten alle amerikanske handelspartnere.

De er mærket som “gensidige”, hvilket betyder, at de ville matche de barrierer, amerikanske eksportører står over for i udlandet.

Men i stedet for at målrette mod nogle få sektorer eller lande, kaster denne runde et bredt net.

Rådgivere i Det Hvide Hus har en gennemsnitlig kurs på 20 procent med et årligt indtægtsmål på 6 billioner dollars, selvom dette tal er blevet stærkt kritiseret.

Den første bølge af tariffer inkluderer en told på 25 procent på alle fuldt importerede køretøjer fra den 3. april.

Tariffer vil også gælde for bildele i løbet af den følgende måned.

En separat afgift på 25 procent er rettet mod enhver import, der er knyttet til lande, der fortsætter med at købe olie eller gas fra Venezuela, herunder amerikanske raffinaderier.

Yderligere tiltag forventes at ramme lægemidler, kobber og halvlederkomponenter.

Trump har allerede hævet tolden på Kina til 20 procent over hele linjen og indført nye stål- og aluminiumtold på 25 procent.

Mexico og Canada er på trods af deres status som handelspartnere under USMCA også blevet ramt af omfattende toldsatser på grund af bekymringer over migration og fentanyl.

Markederne reagerer skarpt. S&P 500 lukkede sit værste kvartal i forhold til globale peers siden 2009. Forbrugerstemningen i USA er faldet til et lavpunkt i to år.

Banker og analytikere peger mod recession og stagflationsscenarier for verdens største økonomi.

Hvor slemt kunne det blive?

En analyse fra Bloomberg Economics anslår, at hvis toldpakken når sin maksimale form, kan den hæve de gennemsnitlige amerikanske takster med 28 procentpoint.

Det ville gøre det til det højeste niveau siden 1800-tallet.

Disse prognoser anslår, at en maksimalistisk tarifplan kan skære 4 procent fra USA’s BNP i løbet af de næste to til tre år, svarende til $1 billion.

Det skyldes, at importen tegner sig for cirka 14 % af USA’s BNP.

I marts sænkede Federal Reserve sin amerikanske vækstprognose fra 2,1 procent til 1,7 procent, med henvisning til handelsusikkerhed, mens inflationsforventningerne ramte det højeste niveau i 32 år.

Bookingaktiviteten i sektorer som logistik og fragt er allerede markant faldet.

Usikkerheden er mere skadelig end selve taksterne.

Under handelskrigen i 2019 fandt Fed, at forretningsforsinkelser forårsaget af politisk uforudsigelighed havde en større effekt på investeringer og ansættelser end de faktiske pålagte tariffer.

Dette scenarie ser ud til at gentage sig i 2025.

Er dette begyndelsen på den største handelskrig?

Europa og Asien har positioneret sig som reaktion.

Præsident for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, har privat advaret EU-ledere om at forberede sig på et værst tænkeligt scenario.

Europa-Kommissionen er ved at udarbejde gengældelsestakster til en værdi af 26 milliarder euro rettet mod amerikanske varer såsom stål, aluminium, bourbon, motorcykler og jeans.

Selvom implementeringen oprindeligt var planlagt til begyndelsen af ​​april, er den blevet forsinket til midten af ​​måneden, muligvis for at give plads til forhandlinger.

Frankrig og Tyskland vil være de første europæiske lande til at reagere, efter at have antydet, at bredere gengældelsesforanstaltninger kan følge, hvis USA ikke dæmper sin holdning.

Europæiske embedsmænd udforsker også strukturelle ændringer i handelspolitikken, herunder prioritering af nye handelsaftaler med Latinamerika og Sydøstasien for at sikre sig mod langsigtet afhængighed af amerikanske markeder.

I Asien har reaktionen været mere strategisk end reaktiv. Få dage før Trumps toldudrulning afholdt Kina, Japan og Sydkorea deres første økonomiske dialog på højt niveau i fem år.

Mens hvert land har sine egne spændinger med Washington, blev deres budskab koordineret: regional forsyningskædeintegration skal accelerere.

Handelsministre fra de tre nationer bekræftede deres forpligtelse til trilaterale frihandelsforhandlinger og understregede behovet for at styrke RCEP, regionens eksisterende handelsaftale, der udelukker USA.

Kinas statsmedier hævdede oprindeligt, at alle tre nationer var blevet enige om et fælles svar på amerikanske toldsatser.

Mens Sydkorea hurtigt præciserede, at påstanden var overdrevet, siger det faktum, at en sådan påstand blev fremsat, meget om Beijings hensigt om at lede en ny handelsramme i Østasien.

Hvad bygger Asien?

Aksen Kina-Japan-Sydkorea er ved at blive mere central i den regionale økonomiske politik.

Deres seneste møder fokuserede ikke kun på frihandel, men også på halvledersamarbejde, grøn teknologi og modstandsdygtige forsyningskæder.

Kina ønsker for eksempel at importere avancerede chipprodukter fra Japan og Sydkorea, samtidig med at de tilbyder adgang til råvarer og infrastruktur til gengæld.

Japan og Sydkorea, begge store bileksportører, der står over for amerikanske toldsatser, er ved at forberede indenlandske nødhjælpspakker for at støtte berørte industrier.

Japan undersøger også subsidier til producenter, der flytter produktion fra USA til Sydøstasien.

Ud over handel handler samarbejdet også om demografi og innovation.

Alle tre lande har at gøre med aldrende befolkninger.

Kina har over 300 millioner mennesker i alderen 60 år eller ældre, og Japans erfaring inden for robotteknologi og ældrepleje ses som en model.

Sydkorea er førende inden for sundhedsteknologi. Fælles forskning på disse områder er nu på dagsordenen.

Med hensyn til digital infrastruktur diskuterer de tre lande initiativer som regionale AI-hubs, delte e-handelssystemer og fælles datastandarder med det mål at skabe et konkurrencedygtigt digitalt økosystem, der konkurrerer med Vesten.

Er dette enden på det globale handelssystem?

Virkeligheden er, at Trumps toldsatser afviser grundlaget for det globale system, som USA var med til at skabe.

Nemlig Most-Favored Nation (MFN)-princippet under den almindelige overenskomst om told og handel (GATT) og senere Verdenshandelsorganisationen (WTO).

I deres sted skubber Trump en magtbaseret bilateral model, hvor hvert land forhandler direkte med USA eller står over for konsekvenser.

Verden er mere forbundet i dag. Amerikansk import er nu 14 procent af BNP, det er tredobbelt, hvad den var i 1930.

Globale forsyningskæder er mere komplekse. Repressalier er hurtigere.

Forbrugerreaktioner er mere organiserede, og investeringskapitalen er mere mobil.

Trumps 2025-told afvikler ideen om delt velstand og erstatter den med national egeninteresse med nulsum.

Med målet om at gøre USA til et “globalt produktionshub” risikerer USA nu at efterlade sig selv isoleret fra resten af ​​verden.

Der skabes muligheder for ethvert andet land for at optrappe og absorbere noget af den handelsandel, der vil blive tilbage af den reducerede amerikanske import.

Samtidig skaber uformelle diskussioner i Europa tvivl om USA’s rolle som den globale likviditetsleverandør.

Kan det betyde, at en ny global reservevaluta kan opstå?

Kunne disse toldsatser resultere i, at alliancen Kina-Japan-Sydkorea bliver rygraden i global økonomisk stabilitet?

Intet er af bordet.