Hvordan Trumps “America First” tvinger Europa til at vokse op

Udtrykket “America First” blev først brugt som Donald Trumps kampagneslogan. Nu er det det afgørende træk ved amerikansk udenrigspolitik.

Det er også grunden til, at USA bevæger sig væk fra Europa og lader NATO og EU genoverveje deres fremtid uden garanteret amerikansk støtte.

Denne ændring er nu indlysende, hvor den amerikanske bistand til Ukraine er gået i stå og NATO-enheden under pres.

Europas militære afhængighed, økonomiske sårbarheder og interne splittelser er nu afsløret.

Men dette chok kan også være den katalysator, Europa har brug for for at blive en mere samlet og selvhjulpen magt.

Hvorfor vender Amerika sig væk fra Europa?

Siden 1945 har det transatlantiske forhold været hjørnestenen i vestlig sikkerhed. Under Trump flosser det forhold hurtigt.

USA bevæger sig for at reducere sit militære fodaftryk i Europa, truer NATO-forpligtelserne og trækker støtten til Ukraine tilbage.

Rapporter tyder på, at Trump har diskuteret tilbagetrækning af amerikanske tropper fra nøgleregioner som Baltikum, mens han har udeladt Ukraine fra de seneste fredsforhandlinger med Rusland.

Trump har også åbenlyst givet Ukraine skylden for krigen; en påstand, der ikke er understøttet af fakta og afvist selv af mange af hans egne tilhængere.

Meningsmålinger viser, at de fleste amerikanere stadig går ind for NATO. En Gallup-undersøgelse viser, at den offentlige opbakning til alliancen er stabil.

Alligevel registreres udenrigspolitik næppe som en bekymring for amerikanske vælgere, når de bliver spurgt om landets topprioriteter.

Dette åbner en mulighed for Trump-administrationen til at omforme den globale politik uden væsentlige hjemlige tilbageslag.

Men Trumps skift er ikke kun taktisk. Det viser et bredere ideologisk tilbagetog til isolationisme, der minder om USA før Anden Verdenskrig.

Trumps “America First” gentager Charles Lindberghs bevægelse fra 1930’erne, som argumenterede for, at USA skulle forlade Europa for at håndtere sine egne anliggender og udelukkende fokusere på at forsvare den vestlige halvkugle.

I praksis betyder det, at man efterlader Europa udsat for trusler udefra, især fra Rusland, mens Washington atter fokuserer indad og leder efter måder at skære i aftaler med tidligere rivaler.

Hvorfor står Trump på Ruslands side?

Der er to konkurrerende teorier om, hvorfor Trump nu drejer mod Rusland.

Den ene er geopolitisk. Trump forsøger muligvis en “omvendt Kissinger”-strategi. Det betyder, at man bejler til Rusland for at svække Kinas voksende magt i Asien.

Under den kolde krig spillede Henry Kissinger Kina ud mod Sovjetunionen.

Trump håber måske at vende Rusland eller i det mindste skubbe det til neutralitet i en fremtidig amerikansk-Kina-konflikt.

Den anden teori er ideologisk. Trumps inderkreds betragter i stigende grad Rusland som en kulturel allieret.

I amerikanske højreorienterede medier bliver Rusland ofte portrætteret som en forsvarer af “traditionelle værdier”.

Trump-allierede som Tucker Carlson og Steve Bannon roser jævnligt Ruslands konservative holdning til køn, familie og religion.

Fortællingen kaster Rusland som en højborg mod vestlig liberalisme og social progressivisme, nogle gange beskrevet som “vågenhed”.

Europa bliver derimod set på med mistænksomhed af dele af det amerikanske højre.

Med sine sekulære samfund, sociale velfærdsmodeller og liberale værdier er Europa blevet en kulturel modsætning.

Uanset hvilken teori der har størst vægt, er resultatet det samme.

Trumps administration ser Rusland som en partner, der er værd at rumme, selv på bekostning af historiske europæiske allierede.

Europas modvillige vendepunkt

Trumps omdrejningspunkt er smertefuldt for Europa, men også forsinket. I årtier har Europa underinvesteret i forsvaret og stolet på den amerikanske sikkerhedsparaply.

Nu bliver det sikkerhedsnet trukket væk.

Tyskland leder svaret. Med Friedrich Merz klar til at erstatte Olaf Scholz som kansler efter det seneste valg, forbereder Berlin en stor stigning i forsvars- og infrastrukturudgifter.

De økonomiske konsekvenser mærkes allerede. Goldman Sachs hævede sin prognose for tysk BNP-vækst i 2027 med et helt procentpoint med henvisning til det forventede løft fra forsvar og offentlige investeringer.

Endnu vigtigere er det, at Merz’ holdning bringer ham på linje med Frankrigs Emmanuel Macron, som længe har talt for “strategisk autonomi”, hvor Europa ville være mindre afhængig af Washington.

Europa-Kommissionen flytter også.

Ursula von der Leyen har skitseret forslag om op til 800 milliarder euro i yderligere forsvarsudgifter ved at bruge en ny EU-lånefacilitet og ændringer af finanspolitiske regler, der vil udelukke forsvar fra nationale lånegrænser.

For første gang siden den kolde krig ser Europa ud til at være seriøs omkring opbygningen af ​​sit sikkerhedsapparat.

Den økonomiske kamp: kan Europa indhente USA?

Sikkerhed er kun en del af historien. Europa står også over for en økonomisk udfordring.

Rapporter fra tidligere italienske premierministre Mario Draghi og Enrico Letta har blotlagt Europas forsinkelse i innovation, produktivitet og kapitaldannelse sammenlignet med USA.

Den Europæiske Union har længe kæmpet med fragmentering af det indre marked, som trækker væksten i langdrag.

Ifølge IMF-data citeret af Draghi skaber barrierer inden for EU, hvad der svarer til en told på 45 % på handel inden for Europa.

Bruxelles skubber frem med bestræbelserne på at uddybe det indre marked, især inden for finansielle tjenesteydelser, energi og digitale sektorer.

En omdøbt “spareinvesteringsforening” har til formål at kanalisere Europas store opsparingsoverskud – hvoraf meget i øjeblikket investeres i USA – til indenlandske vækstprojekter.

Men forhindringerne er velkendte. National protektionisme, langsomt bevægende institutioner og politisk fragmentering er svære at overvinde.

Den Trump-udløste krise kan fremskynde forandringer, men succes vil kræve at bryde langvarige vaner.

Den britiske faktor: en ny bro eller mere friktion?

Der er en uventet opside. Brexit-æraens spændinger mellem London og Bruxelles aftager.

Storbritannien er nu en nøglepartner i Europas svar på Ukraine-krigen, og mange EU-stater efterlyser en dybere sikkerhedspagt mellem Storbritannien og EU.

Keir Starmers diplomatiske fremstød har hjulpet. Britiske firmaer kan snart få adgang til EU’s fælles forsvarsindkøbsprogrammer, selvom Storbritannien forbliver uden for blokken.

Nogle EU-medlemmer som Frankrig er dog stadig imod at give Storbritannien fuld adgang til fælles forsvarsmidler.

Situationen kan forværres , hvis Trump retter sig mod EU med handelstold og presser Storbritannien til at tilpasse sig Washington over Bruxelles.

Europas ledere bør træffe beslutninger, de længe har forsinket, fra genoprustning til omstrukturering af den økonomiske politik.

Hvorvidt denne krise driver reel integration eller afslører dybere brud, er endnu uvist.

Vesten er måske ved at splitte. Men ved at gøre det kan det også være med til at bane vejen for Europas genopfindelse.